Mehr Nachrichten

 
Literatur
39 knitrende digte

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
39 knitrende digte
So 27. Mai 2007



Niels Lyngsø udgiver "39 digte til det brændende bibliotek" i forbindelse med sin 39 års fødselsdag. Samlingen bærer præg af tilbageblik og selvransagelse hos én, der er nået midtvejs på livets vandring. Der er dog stadig vej at tilbagelægge, og til det skal ilden holdes ved lige, men hos Lyngsø er der for det meste tale om en god solid knitren.

Biblioteket i Alexandria nedbrænder, og med dette går oceaner af historier og erindringer tabt. Dette synes at være Niels Lyngsøs udgangspunkt: At forhindre at samme fænomen finder vej til hans liv. Biblioteket må ikke brænde ned, ilden skal blusse, og det skal den gøre i form af erindringer, konstante selvransagelser og konfrontationer med fortiden.

Erindringsdigte fra barndommen bærer betegnelsen `stilleben´, og det er alle skildringer af livløse og vakuum-agtige tilstande. Andre digte er betegnet `(høj sang)´ og omhandler kærlighed og sex. De tager deres navn fra Biblens Højsang med lignende overvældende billedsprog fra natur og dyreliv. Andre igen omhandler moderens dødsleje, andre selvportrætter. Alle er tænkt som brændsel til at fodre ilden i det evigt brændende bibliotek.

Overvejende er ilden kun nogle knitrende flammer, men Lyngsø evner også at få flammerne til at slikke sig ind i læserens fantasi og omvikler den ved brug af et fantastisk billedsprog. Flere steder står siderne og ordene i lys lue. Han skriver et sansesprog, der er råt og personligt og samtidig smukt. F.eks. digtet Øvelse for begyndere er næsten Rifbjergsk til en grad, hvor man kan smage og føle ordene. Læs, føl og smag selv:

"Inde i kraniet/dirrer en knytnæve;/knoerne skraber mod skallen./I pegefingren sidder/ følelsen af hessian; i/ langfingren ligger den/ sprittede lugt af Aqua/Velva; i ringfingren en smag/af rosenkål der invaderer svælget;/i lillefingren et skylandskab; og i/tommeltotten mors klemte stemme,/der flosset af cigaretrøg og pivfalsk/synger Jeg plukker fløjlsgræs./I tankerne skal/den knyttede hånd/langsomt vendes og åbnes."

Lyngsø evner at vende og åbne den knyttede hånd, og han konfronterer sig hele 39 gange med fortid og erindringer, med sit digter-jeg og sit nutidige jeg. Projektet er et prisværdigt (og læseværdigt) stykke arbejde, og det er en digtsamling, hvor forfatteren blotter sin sjæl for læseren. Det er en brændende sjæl, som vi dog kun ser glimtvis i de knitrende digte.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Niels Lyngsø: 39 digte til det brændende bibliotek
Forlag: Gyldendal
Sider: 56
Udgivelsesdato: 27.05.2007
ISBN: 87-02-05805-7