Mehr Nachrichten

 
Ausstellung
Historiecenter Dybbøl Banke

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Historiecenter Dybbøl Banke
Do 23. Aug 2007




Hvis du nogensinde har gået rundt på et museum og læst den ene planche efter den anden, og gloet på diverse gamle ting udstillede i glasmontre og været ved at kede dig ihjæl, så læs endelig videre...
På Historiecenter Dybbøl Banke bliver historien nemlig vedkommende og levende og pludselig forstår man, hvorfor krigen i 1864 var så skelsættende og betydningsfuld for Danmark.

På Historiecenter Dybbøl Banke betegner de ikke sig selv som et museum, men som et oplevelsescenter. Og det er fuldstændigt rigtigt.

En almindelig tur begynder med, at der fremvises en film om slaget i 1864, hvor man hører, hvad der præcist skete i 1864 med hensyn til troppebevægelser og de beslutninger, der blev taget under slagene. På den måde får alle en grundviden om, hvad slagene drejede sig om. Efter filmen kan man gå rundt ude i gården og bl.a. være med til at skyde kanonen af. Det er i sær populært for børnene for de bliver engagerede med spørgsmål om, hvor mange heste, der skulle til at trække en kanon, hvad en kanon vejer osv. Desuden bliver en gruppe børn udvalgt til at skulle iklædes soldateruniformer, og hjælpe med at skyde kanonen af. Denne seance er både underholdende og lærerig. I gården findes også en soldat iklædt gammeldags uniform, som ind imellem skyder med et gammelt gevær.

I gården kan man kun betale med skilling, som man blandt andet kan slå hos smeden. Dette er for at skabe en fornemmelse af, at man er trådt tilbage i tiden og befinder sig i 1800 tallet. Der er mulighed for at lave pandekager eller sende et brev med segl på, men altså kun hvis man har skilling at betale med.

Et besøg på historiecenteret slutter typisk med filmen Stormdagen, som handler om slaget den 18. april, som er det sidste slag der har været i Danmark, hvor Tyskerne indtog Dybbølstillingen og hvor Danmark tabte 1/3 af sine landområder.

Historiecenteret har mange besøg af skoleklasser fra 7 - 8 klasse, som kommer for at opleve hvordan det var at være soldat i 1864. De indgår i en slags rollespil, hvor de kommer ud for en række dilemmaer, som vil være normale for en person på den tid. For at få et skoleklassebesøg i stand kræver Historiecenteret at klassen følges af et par engagerede lærere, til gengæld får eleverne en oplevelse for livet.

Et besøg på Historiecenter Dybbøl Banke giver en langt bedre forståelse for Danmarks historie. Fraserne "Danmark til Ejderen" eller "Danmark til kongeåen", som de fleste har hørt i historietimerne, men ikke har forstået, fordi man ikke aner, hvor hverken Kongeåen eller Ejderen ligger, giver pludselig meget bedre mening. Man forstår det tragiske i at folk måtte kæmpe på tysk side under første verdenskrig selvom de følte sig danske - blot fordi grænsen havde flyttet sig.

På Dybbøl Banke bliver historien levende, nærværende, og af stor betydning for den verden, vi kender i dag.

Historiecenter Dybbøl Banke
Dybbøl Banke 16
6400 Sønderborg