|
|
Er det mon helt comme il faut at ønske sig mere vold, hor og politiske forviklinger i en helaftensballet? Det historiske forlæg rummer rig mulighed herfor, men i Flemming Flindts fortolkning på Gamle Scene er 'Caroline Mathilde' blevet offer for pænhed og rokokofaible.
De danser da for en gangs skyld mere lige end somme tider set; den kongelige ballet. Og gud ske tak og lov for det, når publikum i øvrigt skal kedes med uendelige repetitioner og figurer, der nok underbygger fornemmelsen af helaftensballet, men snyder os for følelsen af regulært trekantsdrama.
Balletten Caroline Mathilde er skabt af Flemming Flindt i 1991 og bygger på de virkelige, historiske begivenheder i slutningen af 1700-tallet, hvor den purunge, engelske prinsesse Caroline Mathilde som brik i et politisk spil bortgiftes til den danske kong Frederik VII, der som bekendt var godt tosset. Kongens tyske livlæge Struensee vækker i Caroline Mathilde, hvad hans højhed ikke selv har formået, og så ruller først skandalerne og senere lægens hoved.
Morten Eggerts fortolkning af kong Frederik VII er mere skrøbelig og angst end voldelig og lystfuld. Som den teknisk dygtige danser, han er, føjer Eggert fine nuancer til vanvidssoloer og afmagtsdominerede pas des deux'er med sin livlæge, danset af karismatiske Kristoffer Sakurai. Enkedronningens rolle i en historiske virkelighed var mere intrigant og hjerteskærende moderkærlig, end figuren Juliane Marie levner rum til på scenen, men Caroline Cavallo leverer alligevel parallelt med Sakurai aftenens stjernstunder. Hendes soloer, der markerer overgangen fra erotisk fornuft til kriminel retfærdighed - hvori enkedronningen menes at have været rænkesmed nummer et - repræsenterer al den spændstighed og dynamik, der burde være forestillingen som helhed forundt.
Caroline Mathilde er ikke stor kunst. Hvor Flemming Flindt måske forfalder til en ydre, voyeuristisk udgave med vægt på scenografiske rokokobombardementer og tableauer, har han heldigvis haft både sans og midler nok til at få komponeret ny musik. Sir Peter Maxwell Davies har sat lydtæppet på partitur, og det markerer både trekantsdramaet, smerten, kærligheden og sindssygen. Det giver bare ikke mening at "se" en ballet med lukkede øjne, så derfor bliver det kun til to stjerner.
