|
|
Med en slet skjult reference til Barry Sonnenfelds 'Men in Black' indleder Ole Bornedal 'Vikaren' med en scene, hvor en alien (Paprika Steen) lander på jorden og gør kål på en høne. Så er scenen sat til en omgang dansk science-fiction af den morsomme slags med en usædvanligt oplagt Paprika Steen i hovedrollen.
6.B. skal have vikar! En vikar, der ikke just er dem venligsindet - så langt fra endda! Som påstået udsending fra undervisningsministeriet skal hun mentalt top-tune de stakkels elever, så klassen kan deltage i en international konkurrence for europæiske skoleelever i Paris. Men skinnet bedrager, og vikaren viser sig snart som en ondskabsfuld, nederdrægtig og gennemmodbydelig alien, der er kommet til jorden for at studere menneskene og kærligheden.
Vikaren, der er skrevet af Ole Bornedal og Henrik Prip, bæres udelukkende af den virtuose Paprika Steen, der sjældent - hvis overhovedet nogensinde - er set bedre. Hun forlener sin karakter med en fandenivoldsk ondskab, der er så modbydelig sjov, at man især i starten fniser som en anden kåd skoleknægt. Hun lever sig fuldt og helt ind i rollen og leverer sine replikker med knivskarp præcision. Replikker, der dissekerer og afvæbner de stakkels skolebørn helt ind til knoglerne!
Man kunne i øvrigt have ønsket sig, at den visuelle stil, filmen påberåber sig i sin indledningsscene, hvor himlen åbner sig og den grumme alien ankommer og gør kål på den stakkels førnævnte høne, ville være blevet gennemført konsekvent hele filmen igennem - den er grå, dyster og smuk! Desværre vælger fotografen Dan Laustsen en mere ordinær tilgang, og filmens visuelle side bliver i bund og grund kedelig og forudsigelig. Det er synd, da Lausten jo tidligere med film som I Am Dina og Silent Hill har bevist, at han evner en mere udfordrende, visuel æstetik!
Som skrevet er det Paprika Steen, der bærer filmen på sine skuldre, og selvom Vikaren til overflod er proppet til randen med danske stornavne som Ulf Pilgaard, Ulrich Thomsen, Sofie Gråbøl og Sonja Richter, så gør ingen af dem sig synderligt bemærket. Deres roller er så perifere, at de til hver en tid kunne have været spillet af no-name skuespillere lige så godt.
Filmen befinder sig mellem komedie og science-fiction, hvor den i øvrigt befinder sig godt, og dens force (udover Steen - igen, igen) er den eventyrlighed, der gennemsyrer filmen fra start til slut. En eventyrlighed, der bl.a. understreges af dens fortællestemme, der med sprød morfarglød leveres af den altid suveræne Holger Juul Hansen.
I øvrigt klæder det filmen, at den blot gør krav på 88 minutter af ens liv, da dens banalitet ikke ville have kunnet bære længere spilletid. For når alt kommer til alt, og man ser bort fra Paprika Steen, så er filmen ikke just båret af dygtigt skuespil eller nytænkning - ej heller selvom sci-fi genren ikke er den, danske instruktører arbejder mest i! Den fjerde stjerne, jeg tildeler Vikaren, er udelukkende på grund af Paprika Steens modbydeligt gode portrættering af en gennemrådden alien - hvis man så bort fra hende, ville filmen have været en middelmådig suppedas.
Foto: Erik Aavatsmark
Ude på DVD fra SF-film
