|
|
Det er et kup at lade Jørgen Reenberg markere sit 60 års skuespillerjubilæum med rollen som kreditoren Lindqvist, denne inkarnation af Gud og Djævlen i én person, som giver Reenberg mulighed for at spille på hele sit register af følelsesmæssige udtryk, fra den dæmoniske farlighed til den medmenneskelige forståelse og afklarethed.
Strindberg kaldte selv sit stykke for et passionsspil; han skrev det i 1901 efter en sjælelig krise, forårsaget af hans studier af mystik og okkultisme. I Påske lader han en familie gennemleve påskehøjtidens temaer - straf, lidelse og endelig forsoning og forløsning.
Handlingen begynder Skærtorsdag, hvor sønnen, Elis Heyst, skolelærer, vender glad hjem til sin kæreste Kristina, da både ferie og forår står for døren. Men inden længe bliver det klart, at der hviler en skygge over familien, da dens overhoved sidder i fængsel og afventer en dom for økonomisk kriminalitet. Han har som formynder formøblet sine myndlingers formue. Peter Gilsfort er god i denne krævende rolle som den noget selvretfærdige søn, der føler dyb skam skam over faderens forbrydelse, mens Lane Linds fru Heyst er rørende i sin troskyldige naivitet. Hun hager sig fast i, at der kan være begået en formfejl, så faderen alligevel vil blive frikendt. Men Elis har også noget andet der piner ham, nemlig skyldfølelse over at have fået sin søster Eleonora anbragt på en anstalt.
Denne søster træder snart ind på scenen med en påskelilje og indleder og på sin vis inkarnerer påskehøjtidens temaer om Jesu lidelse og død for vore synders skyld. Hun tager sin fars ugerninger på sig, som hun siger til den unge Benjamin: "Jeg har forbrugt umyndiges midler - men det gjorde nu ikke så meget, thi det, der fås med urette, skal fortabes. Men at min gamle far fik skyld derfor og kom i fængsel, - ser du, det kan aldrig tilgives." Mille Hoffmeyer Lehfeldt giver et fint og følsomt portræt af den både æterisk engleagtige og samtidig barnligt gammelkloge Eleonora.
Men vi må igennem en ualmindelig lang Langfredag, hvor Linqvist flere gange står udenfor huset, mens kun hans kæmpestore skygge aftegner sig, og familien ånder lettet op, når han går sin vej uden at banke på.
Jørgen Reenbergs Linqvist ser ganske vist frygtindgydende ud, da han omsider Påskelørdag træder ind, en dødens engel i sin sorte frakke med den overdimensionerede pelskrave, sorte briller, sorte støvler, og dog taler han med den blideste stemme. Men da Elis ikke vil gå ind på hans betingelser, indleder Linqvist en veritabel kattens leg med musen, som er en fryd at overvære og det bliver klart, at han kun spiller rollen som den hævntørstige bøddel for at give denne hovmodige søn en lærestreg.
Strindbergs egne ord om skuespilkunsten rammer lige i plet hos Reenberg:
"Skuespilleren er jo en illusionist og skal give illusionen af at være en anden end den han er. Ejer han en stærk og rig personlighed, så trænger den jo igennem og det bliver et plus, som netop skaber den store skuespiller."
(citat fra programmet med uddrag fra Strindbergs Memorandum til skuespillerne på Intima Teatern.)
Foto: Thomas Petri
Skuespilhusets Lille scene: Påske
Se spilletider
