|
|
De 12 fabelagtige sangere bakkes op af et orkester på 8 personer. Showet er centeret omkring sangen og der er ikke en masse "udenoms-underholdning" i form af letpåklædte piger og andet godt på scenen. De 12 herrer er simpelthen dygtige og talentfulde nok til at kunne løfte showet uden en masse fyld.
Når man hører ordet tenor, så tænker man uvilkårligt på opera. Det er derfor lidt overraskende, at de 12 velklædte tenorer kommer ind på scenen for så at gå i gang med "Danny boy" og så fortsætte med udvalgte drukviser, og andre irske sange, som er velkendte fra enhver Irish pub, med respekt for sig selv. Ligesom man har accepteret, at det med at være tenor, åbenbart ikke kun er forbeholdt klassisk sang, så går en af de 12 i gang med "O Sole Mio" sunget så selv Pavarotti ville have været tilfreds.
Midt i sangen skiftes så over til en engelsk tekst, oprindeligt sunget af Elvis Presley: "It's Now or Never", hvilket er en virkelig elegant måde at gøre den klassiske sang folkelig. Herefter gik det slag i slag med en skønsom blanding af sange fra Josh Groban, Beatles, Elton John og mange flere, men det var især operasangene, som høstede de helt store bifald.
Alle tenorerne er uhyre talentfulde, de har karisma, charme og forstår at lave et flot og dynamisk show, som ret beset ikke består af meget andet end at herrerne bytter plads i et bestemt mønster. Den eneste anke, der kan være er, at showet godt kan virke lidt indstuderet, ikke så meget på grund af trinene og bevægelserne, for det er klart at de er nødt til at øve det, så de bevæger sig samtidig, ellers ville den del af showet falde helt fra hinanden. Nej, det er replikkerne, som virker som om de er blevet sagt 100 gange før, og nu siges de lige en gang til. Replikkerne virker simpelthen ikke friske, det er tydeligt, at de ved, hvad de hver især skal sige, og hvordan de skal reagere i forhold til det, der vil blive sagt lige om lidt. Det ville have klædt showet med lidt spontanitet.
De 12 tenorer har et stort repertoire af sange de kan synge, men det er naturligvis ikke dem alle, som bliver sunget til hvert show. Om de vælger sange ud fra, hvad de selv har lyst til at synge eller ud fra, hvad de tror målgruppen vil høre er et åbent spørgsmål. Hvis det er det sidste, havde de skudt lidt ved siden af ved koncerten i Århus, for her var der lige lovligt mange sange, som var ukendte for publikum og virkede lettere religiøse, mens Abba og Frank Sinatra sangene ikke var taget med. Dette var måske en fejldisponering i forhold til et publikum, som ikke kan forventes at kende almindelige irske sange og måske også kun kender de største hits af Barry Manilow og ikke dem, der blev sunget denne aften.
The 12 irish tenors var en super musikalsk oplevelse, man kunne godt have ønsket sig et anderledes sangvalg og en mere levende dialog, men der er ingen tvivl om at kvaliteten af sangtalenterne denne aften var helt i top.
Se spilletider