|
|
Urolighed og uropførelse i Danmark. Ildevarslende, hypnotiske toner akkompagnerer Edgar Allan Poes skæbnesvangre novelle om familien, der går til grunde i et søl af fortrængte tanker og handlinger. Litteratur omdannes til omniøs opera, når Den Fynske Opera tager livtag med Philip Glass' drømmende musik og Arthur Yorinks' fåmælte libretto.
Lad os først slå én ting fast. Man ser ikke en opera, man hører den. Alligevel er det den gennemførte scenografi, der først falder tilskueren i øjnene. Hvide, draperede gardiner indrammer scenen, guldkandelabre oplyser sløvt omgivelserne og lader hånt om deres rolle som lyskilde og skaber fornemmelsen af tåge og mørke, og et maleri af en lidende kvinde hænger på væggen omgivet af dødningehoveder og rustninger. Det er i disse omgivelser, at den trætte rejsende William træder ind - han befinder sig i Huset Usher, hidkaldt af sin barndomsven Roderick Usher, der svag af sind har kontaktet sin gamle sjæleven i et forsøg på at lette sit humør og væsen.
Rodericks tungsind hænger sammen med søsteren Madelines sygdom. Hun sygner langsomt hen, lægen ved ikke hvad han skal stille op, og hun går som et genfærd over scenen i hvide lange gevandter, mens hun synger sin ordløse klagesang. William gør det bedste for at hjælpe, men alle tiltag synes forgæves - i Huset Usher hersker en stemning af fortid, fortrængning og snarlig død. William fanges selv i dette net af mørke og melankoli og oplever flere gange, at han konfronteres med hændelser, der hverken kan defineres som fantasi eller virkelighed. Da William en aften forvilder sig ind på et forkert kammer, ser han til sin skræk, noget der minder om mere end bare almindelig søskendekærlighed. Incesten er udtalt, og kort efter dør Madeline, og hendes kiste stilles i husets krypt. Herefter skal der ikke afsløres mere og andet, end at familiens fortrængninger og forbandelse fører til et gyseligt og blodigt endeligt for Huset Usher.
Tilbage til scenografien. Billedet af den lidende kvinde er malet af Henry Fuseli og hedder noget så sigende som The Nightmare. Kender man lidt til Poe stemmer scenografien både overens med novellen, hvor William nævner maleren, men også med Poes definition på det ypperste æstetiske. Forfatteren siger i The Philosophy of Composition at "the death... of a beautiful woman is unquestionably the most poetical topic in the world.", og han sætter dermed den lidende kvinde i centrum af al digtekunst. Således er hun også centrum i operaen, der klogt og flot fortolker den (poe)-tiske holdning til kranke kvindeskæbner. Det er guf for en anmelder af litteraturvidenskabelig afstamning! Uden at afsløre for meget er der en gruopvækkende sammensmeltning mellem Madeline og maleriet af den smukke skønhed udstrakt på sengen, med en mare ridende på hendes bryst. Super scenografisk effekt og et af operaens højdepunkter.
Når nu det visuelle er i top, hvad så med lydsiden? Philip Glass er komponisten, der er kendt for blandt andet musikken til The Hours, hvor kuldegysene gang på gang finder vej til seeren. Ligeså hos lytteren i operaopførelsen - musikken er enkel og smuk, dens vævende og gentagende strukturer varsler undergang og uhygge og indfanger til fulde Poes sammensmeltning mellem romance og gotisk horror. Ofte er der lange passager, hvor musikken står alene, og det fungerer uden tvivl, selvom librettoen også er vellykket og medtager relevante uddrag fra novellen på en god måde.
Opførelsen er uden tvivl af højeste kaliber, Daniel Bohr har instrueret en selvstændig opera, som man sagtens kan nyde, hvis man ikke kender til Poes fortælling, dog går enkelte nuancer tabt, hvis man sidder med novellen i baghovedet. Iscenesættelsen er mere end seværdig, Ensemble Fyn har fundet melodien, og sangerne er deres figurer. Bag den lidende Madeline gemmer sig Anne Mette Ballings smukke sopranstemme, Rodericks gale luner levendegøres smukt af tenoren Magnus Vigilius, mens barytonen Andreas Landin klarer rollen som William og publikums fortrolige i stiv arm. Alligevel mangler det sidste prik over i'et, og i disse dage med afgørende og udefinerbare x-faktorer kan man måske slippe af sted med ikke at have noget konkret at sætte fingeren på..?
Hvis man endelig skulle nævne noget, er det måske, at man kan have svært ved at omdanne en så tung fortælling om melankoli og fortrængning til et grandiost medie som operaen, der ofte spiller på forløsningens øjeblik. Men måske er det meningen, det er trods alt i ægte Poesk ånd, at man forlader Teaterhuset i Odense med en frydefuld fornemmelse af ubehag, uforløsthed og uhygge.
Foto: Den Fynske Opera
Den Fynske Opera: The Fall of the House of Usher
