I Eske Troelstrups debutroman leverer Bob Dylans tekster den skriftlige lydside til tre unge skæbner, der er bundet op på den ambivalente fornemmelse af tab og begyndelse, som skiftet mellem 90erne og det nye årtusinde bringer med sig. For Rune, Line og Malthe synes alt muligt, der er ingen forhindringer - bortset fra himlen.
Stedet er et kollektiv på Istedgade, og tiden er de glade og frie studiedage, hvor man dumper en eksamen eller mister et drømmestudie, men samtidig lærer om kærligheden og livet. Rune er jegfortælleren, der føler alle disse ændringer og oplevelser på sin egen krop, da han flytter ind i kollektivet og forelsker sig i den smukke Line og møder den udfarende - og diametrale modsætning af sig selv - Malthe.
Romanen indledes med et citat fra Bob Dylans "Mr. Tambourine Man": "Though you might hear laughin', spinnin', swingin'/ madly across the sun, it's not aimed at anyone, it's just escapin' on the run/ and but for the sky there are no fences facin'." Første kapitel er stilet til Malthe - den sorgløse, ambitiøse og højtbegavede Malthe, der spiller på alle livets tangenter i en umættelig videns- og oplevelsestrang. Malthe er således Runes tamburinmand, der spiller op til dans, en dans som Rune gladelig følger, da han ellers ikke ved, hvor han skal hen i livet. Som en anden slangetæmmer lokker Malthe med sit livssyn Rune ud af sit skjul, og romanen er en fortælling om, hvordan Rune lærer at lette på låget og træde frem i den pulserende verden.
Malthe er en kliché. Han er kunstnertypen, bohemen, der lever fra dag til dag uden bekymring og er fuld af energi og livsglæde, der til gengæld kommer til udtryk ved en livstilslede - småborgerligheden skal bekæmpes og udfordres. Gentagne gange finder læseren (eller denne læser i hvert fald) sig i færd med at bande ham og hans revolution - der i sig selv er en stor banalitet - langt væk, men så træder Rune på banen. Og Rune, han er en helstøbt figur, om end en simpel en af slagsen. Han er det ganske normale menneske, som både besidder humor og klogskab og har sine gode og dårlige sider. Han er elskelig og troværdig.
Eske Troelstrup er også troværdig. Romanen er en vedkommende fortælling om ungdommen og dens kvaler og betingelser. Malthes overdrevne personlighed til trods har den ingen store armbevægelser, og den fortæller en ganske fin historie, som gør indtryk og giver eftertanke til erindringens melankolske hjørner. Det er en eviggyldig fortælling, og den er fortalt før, men ikke af Rune og ikke med Malthe og Line til at fuldføre det tragiske trekløver. For det ender på sin vis tragisk. Drømmene brister, og Malthe kan ikke opretholde sin facade, Line må sætte sin fremtid på sideblusset, mens en fejltagelse vokser i hendes mave og Rune, ja hvad med Rune? Rune lærer faktisk at spille sin egen melodi, at danse efter sine egne toner og følge lyden af sin egen tamburin.
Indtil vi lærer dette, kan vi følge efter Eske Troelstrup ind i hans fiktionsunivers. Man fristes til at stjæle lidt mere af Dylans sang og tilegne dette sidste afsnit til forfatteren: " I'm ready to go anywhere, I'm ready for to fade/ Into my own parade, cast your dancing spell my way,/ I promise to go under it."
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Eske Troelstrup: Bortset fra himlen
Forlag: Athene
Sider: 240
ISBN: 978-87-11-31579-8