Med premieren på "Figaros Bryllup" på Gamle Scene, er det 736. gang operaen bliver opført på Det Kongelige Teater. I den nye opsætning møder Mozarts forførende musik og den traditionelle forvekslingskomedie nutidens allestedsnærværende celeberities med en snert af reality-tv og nærgående tabloidpresse.
Det er en handling, der kunne høre hjemme på Paradise Hotel. Greven vil i lag med tjenestepigen Susanna, tjenestepigen skal giftes med sin Figaro og ind fra højre kommer pludselig en kvinde, der hævder at have ret til at gifte sig med Figaro, fordi denne skylder hende penge. Og som om det ikke skulle være nok, viser kvinden sig at være den mor, Figaro har ledt efter hele sit liv. Sex, magt og forsvundne familiemedlemmer. Det kunne producerne af diverse realityshows næppe have gjort bedre.
Mozarts Figaros bryllup er en komedie proppet med forvekslinger og falden-på-halen. Den er ikke uden bid, selv om tandsættet har mistet sine skarpeste tænder med årene. Oprindeligt fungerede den som en kritik af adelens skalten og valten med de lavere klasser. Grev Almaviva er en lystig djævel, der på den ene side afskaffer adelens ret til den første nat med unge, nygifte kvinder, og på den anden side svigter sin grevinde og i stedet kaster sit begær på Susanna.
I Kasper Bech Holtens opsætning er handlingen flyttet indenfor hos de moderne adelige, som David og Victoria Beckham, med alt, hvad dertil hører af lækkert hår, solbriller og fodboldtrøjer. Sidstnævnte bærer godt nok Grev Almavivas navn, men David Beckhams nummer - 23. Den smukke, unge kaptajn Cherubino, her sunget af Elisabeth Jansson, er nu et upcoming fodboldtalent med en stemme som en engel og et kropssprog som Nik & Jay. Koret er voldknipsende paparazzi-fotografer, et konstant registrerende publikum til begivenhederne. Det giver nogle interessante scener. Blandt andet græder grevinden sin skjulte sorg over mandens utroskab ud midt under en opstillet fotosession. Det kunne ligne noget fra virkeligheden.
Andre steder virker konceptet en smule søgt. Utroskab og magtkampe er sikkert ikke fremmede elementer i de moderne adeliges liv, men al snak om retten til den første nat lyder en smule mystisk, når den kommer fra en fodboldspiller. I øvrigt er det, der kommer ud af munden på sangerne en fornøjelse at høre på, uden at nogen skiller sig nævneværdigt ud.
Scenografien til Figaros Bryllup er en sammensmeltning mellem en traditionel rokoko-sal og en havescene med et stort træ i midten. Dobbeltheden er naturligvis meget anvendelig eftersom lokationerne skifter i løbet af operaens fire akter, men i det store hele er scenografien ikke voldsomt interessant. Der lægges op til megen dynamik med kasser og andre flytbare elementer, men udtrykket forbliver meget statisk, og man kunne med fordel have forenklet scenografien, så handlingen fik mere fokus.
Foto: Thomas Petri
Det Kongelige Teaters Gamle Scene: Figaros Bryllup
