|
|
Den dejlige, men desværre evigt unge digterdreng fylder 50. Michael Strunge blev 80er-generationens stemme og ikon, men en ny essaysamling piller ham ud af årtiets optik og genopdager forfatterskabet på produktionens principper. Erindringer om og analyser af den anden Strunge foldes ud. Det er ikke drømmende, men helt igennem behændigt. Forsiden er et grovkornet avislignende foto af Strunge. Ingen pop-art, ingen make-up, ingen sminkning af budskabet, men hensigten står bøjet i neon alligevel. Bogen veksler mellem æstetiske boringer i Strunges lyriske jeg og så erindringer og anekdoter. De personlige favoritter er indlæg af Lars Bukdahl, Strunges egne breve til Peter Laugesen og redaktørernes beskrivelse af Strunges hjemby som poetisk topos (Aabenhus) og klarlæggelsen af outsiderfunktionen i forfatterskabet (Mai). Man kommer vidt og bredt omkring den danske digter: en 180-graders underholdende læsevandring, som afslører den anden Strunge.
"Det er en rolle du spiller." De anklagende ord hagler gennem luften. De serveres i Bukdahls indlæg, ytres af Michael Strunge og er tiltænkt 70er-lyrikeren Lola Baidel. I tv-udsendelsen Bazar fra 1984 møder 70erne og 80erne hinanden i en kamp om æstetik og sprog. En kamp, man som seer både krummer tæer og træner lattermuskler til. Strunge forlader scenen med overtage, 80ernes digtning har sejret.
Skærer man ind til benet i essaysamlingen, er det i denne generationskonflikt, at mange af indlæggene tager deres udgangspunkt. Der har altid været diskussioner om Strunge og hans berettigelse i dansk lyrik. Er hans digte holdbare rent poetisk eller simpelthen sminkede "punketiske" manifestationer fra en for længst overstået 80er-bølge? En bog om Michael Strunge får overbevist undertegnede om førstnævnte. For i Strunges opbrudsæstetik ligger der ikke noget specifikt regelsæt; han er befriet for enhver ideologi, han er den "anarkistiske kamæleon", som kan skifte udtryk og ham. Han er både popsanger, skriger og punker - nej, stryg dét; han er digter.
Der er gode og nyskabende analyser om sprog og poetisk greb i hans digtning, og bogen lykkes i sin mission med at pille 80er-ikoneriet ud af forfatteren og placere Strunge som en sværvægter i dansk lyrik (både som kunstner og kritiker). Men Strunge siger det bedst selv:
"Vi vil ikke kaldes hverken punks, romantikere, symbolister, ny-Hereticanere, ..rock-digtere, modernister,.. eller noget andet. Poesi er anarki. Ismerne må de godt beholde, det er ikke andet end efterrationaliseringer og forenklinger. Men OK, jeg er da symbolist og surrealist... Og jeg er en romantiker, der dog ser verden i øjnene. Men jeg er poet, og det er det hele og alt."
Strunge troede på drømmen, på vingesuset, på visionen - punktum. Han skriver et sted: "Digtet skal dø med visionens forsvinden." Det skulle Michael Strunge også. Men forfatterskabet lever videre.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Anne-Marie Mai, Jørgen Aabenhus (ed.): En bog om Michael Strunge
Forlag: Borgen
Sider: 277
ISBN: 978-87-21-03231-9
