Den 27. november udkommer Claus Høxbroes tredje digtsamling, "Tilpas utilpasset". En samling, der adskiller sig fra de to foregående. Dele af den er nemlig skrevet på de danske landeveje. I den anledning er han en råkold efterårsonsdag blevet budt indenfor til en snak om sit forfatterskab og liv.
Forfatteren Claus Høxbroe træder indenfor i en varm stue, slår sig ned på en stol og hiver sig karakteristisk i skægget. Sidst i november udkom hans tredje digtsamling, en samling der adskiller sig fra de to foregående. Dele af den er er nemlig skrevet på de danske landeveje. Claus Høxbroe valgte 1. januar i år at sælge sin lejlighed og sine møbler for at drage ud i den danske verden. I god gammeldags naverstil lod han sig indlogere i de danske hjem og fik en bid af livets forskelligheder, der nu er omsat til ord.
"Det var det rigtige for mig at sige min lejlighed op og give sin ting væk. Jeg satser 100 % på projektet og lærer noget om mig selv og min skrift. Gå ud og se folk i øjnene. Fordomme opstår jo mange gange, hvis man ikke har fået snakket med folk."
Ordene kom derud
Claus Høxbroe har sat sine kruseduller siden han har kunnet huske, men først i slut-90erne begyndte han at lege med mere alvorlige tanker om sin skrift og sit udtryk. Tankerne, skriften og udtrykket blev i 2006 omdannet til tryk i form af debuten Hylet fra Gaden og i 2008 kom nummer to i rækken Solsorten er en skrigende lort ved daggry. Selvom debuten synes sen i forhold til forfatterskabets begyndelse, er det et bevidst valg fra Høxbroes side. Han ville først vise sin skrift, få ordet ud på gader og stræder. Høxbroe arbejdede på at dygtiggøre sig og skabe en base, der kunne tage imod hans produkt, når han var klar til få det på tryk. Som han selv udtrykker det:
"..Du kan skrive den bedste bog, men hvis du ikke siger det til nogen, så er der igen, der køber den.."
Alle tre samlinger har en fællesnævner; de er skrevet til folket, og Claus Høxbroe definerer sin skrift som ægte og oprigtig, og han læner sig meget op af en sætning der går igen i dagens interview: "Leve som man skriver og skrive som man lever."
København kan meget, men også nærmest ingenting.
Claus Høxbroe er mand af byens gamle mursten. Han er forelsket i København og alle dens skævheder, som han desværre synes svinder ind.
"Jeg er forelsket i København.. den har nogen gode ting, men man skal opsøge dem, man skal finde dem, man skal gå på opdagelse, men lige i øjeblikket bliver den ret meget farvet over med café- latte, blæselamper og grå granit.. det synes jeg er meget kedeligt"
København for Claus Høxbroe er et sted, hvor der skal kunne råbes højt, der skal kunne hviskes, der skal kunne siddes stille, og der skal kunne hoppes. Høxbroes København, som han gengiver i sine bøger, er Vesterbro, Sydhavnen, nedlagte industriområder, havneområder osv. Han smager på byens afkroge og spytter dem ud til sine læsere.
"I Danmark, hvis der er nogle gamle bygninger, så bliver de revet ned, og så bygger man hellere et grimt kontorbyggeri end at lade det gamle stå, og det er jo faktisk der, hvor drømmene opstår."
Folkets mand
Claus Høxbroe er en mand med mange meninger og står ved det han er og det han laver. Høxbroe betragter sig selv som manden på gaden, der skriver til folket, men er samtidig opmærksom på poesiens kamp. Han mener, at digtningen er lidt overset, blandt andet fordi poesien efter hans mening i mange år har været gemt væk i fjerboaer af mærkelige ord, der til tider har gjort det svært at forstå. Høxbroe tror på, at man sagtens kan være manden på gaden og stadig skrive sindssygt godt. Han påpeger selv, at han står uden nogen form for skriftlig uddannelse, og det han falder tilbage på er hans lyst og evne til at dygtiggøre sig hele tiden samt vigtigheden af at man er fagligt stolt.
Skriftens stemme
Claus Høxbroe er gået fra oplæsninger på åben gade til at lave ca.200 liveshows om året. Tiden som gadelyriker har lært ham at være tro mod sin oplæsning og tro mod sin skrift uanset hvad der sker. Det var tidligt i hans forfatterskab, han besluttede sig for, at han gerne ville lægge stemme til sine digte. Udover de traditionelle oplæsninger, gæsteoptræder Høxbroe og hans rytmiske stemme også for en masse forskellige bands, og han udgav i 2007 pladen Sluk Lyset med sit faste band 1.th. Fælles for oplæsningerne og de musiske optrædener er improvisationen. Claus Høxbroe har aldrig befundet sig i et øvelokale, og alt det der sker på senen bliver skabt hen ad vejen.
"Jeg ved aldrig, hvad jeg kommer ind og laver..det er ikke sådan, nu læser jeg det digt og det digt i den rækkefølge, det har jeg aldrig besluttet, jeg tager mine ting med mig og så er det det.. det gør jeg med musikere og det gør jeg, hvis jeg bare skal læse op."
Claus Høxbroe er efterhånden blevet et velkendt navn, og det er også det, der giver ham mad på bordet. Høxbroe er bevidst om at det at være digter på fuldtid ikke er den mest stabile levevej, men det har han gjort op med. "Jeg tror egentlig, jeg har fundet det, der gør mig glad, når jeg står op om morgnen, og det er værd at kæmpe for... Selvom jeg nogen gange sidder og arbejder 15 timer om dagen, så giver det mening for mig, jeg kan ikke finde andet, der giver lige så meget mening "
Den nye generation
Claus Høxbroe gør et stort stykke arbejde for den poetiske scene og gør meget plads til nye talenter. Han er blandt andet en af initiativtagerne til Copenhagen Poetry Club, der foregår den første mandag i hver måned på
Tilpas Utilpasset
Claus Høxbroes nye digtsamling Tilpas utilpasset udkom den 27.11. Claus Høxbroe peger på bogens titel som en passende indramning for indholdet.
"Der er mange steder, den er helt gal lige i øjeblikket, og det synes jeg er værd at skrive om. Så er den jo stadig en slumromantisk ting, som alt andet jeg laver, som min forkærlighed til gamle bygninger og lidt ældre dage. Men jeg tror den peger og kradser lidt, og viser hvad jeg tænker om, det der sker lige i øjeblikket."
Den nye digtsamling bider lidt mere end de to foregående, men fælles for alle tre, er forfatterens genkendelighed og overordnede udtryk. Han skriver ærligt, om det han oplever i stedet for at tænke det.
Claus Høxbroe er manden på gaden, og han er ikke bange for at se folk i øjnene.
