Mehr Nachrichten

 
Literatur
Amerikaneren

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Amerikaneren
Mo 1. Dez 2008



Arrogant, selviscenesættende og nedladende er bare nogle af de tillægsord, der bedst beskriver "forandringens diplomat", James P. Cains selvbiografi "Amerikaneren", som udkom tidligere på måneden i dansk oversættelse. Den snart tidligere ambassadørs bog er dog et yderst interessant indblik i den amerikanske regerings selvimage.

Det var ikke uden en vis grad af fordomme og formodninger, denne anmelder gik i gang med Cains Amerikaneren. Desværre blev mange af fordommene, om hvordan en amerikaner vil se på og beskrive Danmark, opfyldt allerede indenfor de første kapitler. Ideen om, at USA skal fungere som et vejledende lys for resten af verden, "byen på bakken", som fænomenet også kaldes, er i dén grad tydelig i Cains antagelser, beskrivelser og evalueringer.

Cain taler ofte ned til sine læsere, og man får indtrykket af, at han er af den mening, at USA og amerikanere kan alt, ved alt, og at alle andre nationer skal lære af dem. Bland andet udtaler han, at han vil udbrede værdier, "som mennesker alle vegne har længtes efter siden civilisationens fødsel; siden civilisationen første gang tog form og fart i det store frihedseksperiment, der kaldes USA." Dette er kun ét eksempel på den gennemgående tone, bogen slår an, hvor USA - selvom Cain faktisk roser Danmark for fx vores alternative energiløsninger, sociale lighed etc. - fremstår som det mest innovative og klart overlegne land. Dermed vender Cain op og ned på situationen, så det forekommer, at de gode tiltag alle på den ene eller anden måde stammer fra USA.

Ifølge Cain er der stort set ikke det, sport ikke er godt for. Én af de kvalifikationer, han bringer meget op og endda bruger til at forklare sin udnævnelse til ambassadør, er, at han har været bestyrer for et større amerikansk ishockey-hold. Sport kan bruges som middel til at opnå alt. Visse af Cains pointer er rigtig gode og interessante, men mange virker derimod også tåbelige. Sport kan rigtigt nok give selvtillid, indgyde disciplin og samle folk, men Cain synes at antyde, at sport er kilden til alt godt i verden. Derudover priser han det amerikanske uddannelsessystem for dets evne til at prioritere sport, hvilket umiddelbart ikke er det bedste argument for, at Danmark bør lære af USA. Fx er det en forrykt tanke, at mange 'kunstneriske' fag i USA bliver nedprioriteret i forhold til skolesport såsom football og basketball.

Man skal heller ikke læse meget mellem linjerne for at finde ud af , hvad James P. Cain, republikaneren, helt præcist mener om det danske velfærdssamfund. Selvom han starter med at rose Danmark for vores lighed og tryghed, ender han alligevel med at foreslå forbedringer, i særdeleshed i forbindelse med iværksætterånden, som han mener, USA nærmest har patent på. For at illustrere svagheder i vores system og kulturelle holdninger fortæller han bl.a. om et møde med en dansk iværksætter, der syntes, at danskerne skulle købe flere Porscher. Pointen med den anekdote er, at danskerne er for bundet af janteloven, og at vi skal lære at fejre vores succes mere. At succes ikke nødvendigvis for alle er forbundet med materielle goder bliver let og elegant ignoreret.

Igennem bogen gør Cain meget ud af at forklare, hvorfor USA er forskellig fra Danmark. Fx fortæller han indimellem kort om historiske begivenheder, der har været med til at skabe det amerikanske samfund og den amerikanske kultur, vi kender i dag. Han gør dog umiddelbart ikke noget forsøg på selv at forstå, hvordan og hvorfor den danske jantelov er opstået, og hvorfor den til en vis grad stadig spiller en stor rolle for mange danskere. Dette er én af bogens største svagheder. Cain ser simpelthen ikke på sagerne fra andre synspunkter end sit eget.

Cain kommer med mange udtalelser, der er tomme floskler, platituder, fx ambassadens nye mission statement: "På ambassaden i København vil vi i samarbejde med vores danske og regionale partnere stræbe efter at finde nyskabende og bæredygtige veje for at sikre global sikkerhed, fremme menneskers frihed, hvor den er truet, afhjælpe menneskelig nød og fremme velstanden og sikkerheden..", hvilket han selv beskriver som "innovativ forvandling".

Selvom denne biografi er ufatteligt ensidig og meget ofte direkte nedladende, er det en rigtig interessant bog, om ikke for andet, så for at se en outsiders syn på Danmark og danskerne.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

James P. Cain: Amerikaneren - om Danmark, diplomati og demokrati
Forlag: Gyldendal
Sider: 239
ISBN: 9788702075977