Mehr Nachrichten

 
Musik
Stig Rossens julekoncert

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Stig Rossens julekoncert
Mi 10. Dez 2008

Det er i år 14. sæson i træk Stig Rossen afholder sine populære julekoncerter. I år bliver der afholdt to koncerter i Århus musikhus den 9. og 10. december, før Rossen fortsætter på sin turné rundt i landet . Rossen ledsages af den fantastiske gruppe Barrage fra Canada som gæstemusikere.



Stig Rossens julekoncert er en skøn blanding af mange forskellige typer julesange lige fra "Ave Maria", som tangere opera til "Søren Banjomus". Der er således noget for enhver smag og alderstrin.

Stig har en flot stemme og har ikke noget imod at skeje ud på scenen, således var der ikke et øje tørt under afleveringen af "Last Christmas", og Stigs udgave af "Søren Banjomus" var nøjagtig, som man kender den fra radioen, med brug af kropssprog og stemme, så man ligefrem kunne se de små mus, katten og nissen for sig på scenen.

Gruppen Barrage spillede selv nogle sange, men akkompagnerede også Stig Rossen i et par numre. De fem violinister var utroligt dygtige og brugte masser af energi i deres musik. Det mest imponerende var dog, at en af pigerne fra Barrage sang et vers af "Glade jul" med Stig Rossen på dansk. Pigen har ikke danske aner, men havde lært sangen i forbindelse med julekoncert-turneen, så det var en meget imponerende præstation.

Der synges mest på dansk, men der er også taget nogle af de bedste engelske sange med. Nogle af disse sange har Stig Rossen fået oversat til dansk ved hjælp af Erling Møllehave. F.eks. kan nævnes "Christmas Time" af Cliff Richard og Erling Møllehaves genfortolkning af "You Raise Me Up", nemlig "Du løfter mig".

Koncerten bestod af flere forskellige typer musik lige fra den klassiske genre til pop, folkemusik og børnesange.

De lidt svære, mindre kendte sange var placeret i koncertens første halvdel, og det betød, at koncerten var lidt langsom om at komme godt i gang. I anden halvdel underholdt Stig Rossen med sin nostalgi-sang, en lettere overfortolket George Michael i "Last Christmas", vi hørte "A Winter's Tale" i samarbejde med Barrage og en række andre populære julesange med gang i.

Stig Rossen har udtalt, at hvis man ikke er i julestemning efter denne koncert, så står man ikke til at redde. Nu er der jo forskel på, hvad der får folk i julestemning og kvaliteten af de sange, der er taget med varierede gennem showet, så det var noget nemmere at komme i julestemning efter anden halvdel af koncerten end efter første halvdel.

Det var et godt valg at invitere Barrage som gæstestjerner. De var meget dygtige musikere og sangere og hævede niveauet for koncerten fra ok til rigtig godt. Musikerne var rigtigt dygtige, koret var fantastisk og imponerede med deres a cappella version af Shu-bi-duas "Den himmelblå". Stig Rossen leverede en stabil præstation og brændte især igennem i sin parodi af George Michael.

Alt i alt en underholdende koncert, en lidt svag start, men det hjalp undervejs og Disneys julesang: "Når du ser et stjerneskud" fik juleklokkerne til at ringe.

Foto: Søren Solkær Starbird

Stig Rossens julekoncerter

Se spilletider for resten af Danmarksturnéen