Mehr Nachrichten

 
Literatur
Vild med vegetar

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Vild med vegetar
Mi 18. März 2009



"Vild med vegetar" er en kogebog for både ægte vegetarer og for alle andre, som kan lide at få spændende grøntsagstilbehør til kødet. Forfatteren har ladet sig inspirere af årstiderne ved udformningen af denne bog, som kalder sig ukrukket på trods af at flere af ingredienserne vil være noget svære at finde uden for storbyerne.

Opdeling i årstider
Opskrifterne i bogen er opdelt efter årstider frem for type. Det kan altså ikke lade sig gøre at slå op på et kapitel for forretter eller desserter. Denne opdeling kan være meget god for dem, der dyrker deres afgrøder selv, eller har godt styr på, hvilke typer grøntsager og frugt, der er sæson for lige nu. Men for alle andre kan det godt være irriterende at skulle kigge mindst fire forskellige steder for at blive inspireret til, hvilken hovedret eller forret, man vil lave.

Forvirrende indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelsen ser mildest talt rodet ud. Man kan finde tingene, men det kunne næsten ikke være sat mere forvirrende op. Det er muligvis trendy, men brugbart - nej! Der er skrevet et fint kapitel bagerst i bogen, som hedder "Fakta og Fiduser". Der er ikke mange fiduser at komme efter, men der er da en god oversigt over mange af de ingrediensnavne, der bruges i bogen. Listen er dog ikke komplet; hvad med tofu, perlebyg og butterbeans? Forventes det at være almen viden, hvad det er?

Masser af gode forklaringer og tips
Opskrifterne er rigtigt godt beskrevne og forklarede. Der bliver gjort tydeligt opmærksom på, når noget skal laves dagen i forvejen, og det er nemt at forstå, hvordan man skal lave de enkelte retter. Der er ved hver ret angivet, hvad det er for en type; frokostret, hovedret, osv. Der er flere steder tips til, hvordan man kan slippe nemmere om ved retten, hvad man kan servere til, osv, hvilket er rigtig godt og brugbart.

Ikke helt ukrukket
På bagsiden af bogen kan man læse, at Louisa Lorang står for et ukrukket hverdagskøkken, men det er svært at se ud fra de ingredienser, hun bruger i sine opskrifter. Der står flere steder i bogen, at man kan købe den ene eller anden ingrediens hos sin asiatiske købmand eller sit asiatiske supermarked, og så kan man overveje, hvor stor en del af Danmarks befolkning, som har adgang til asiatiske butikker på hverdagsbasis. I nogle opskrifter bliver der foreslået alternative ingredienser, men langt fra i dem alle. I København vil det nok ikke være den store sag at skaffe trøffelolie, vagtelæg, tofu eller risvineddike, men i provinsen får man lov at lede lidt længere efter tingene. Det vil umiddelbart også være de færreste, som vil finde på at lave retterne til hverdag. Dels på grund af tidsforbruget, dels fordi retterne mere lægger op til fest end til hverdag.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Louisa Lorang: Vild med vegetar
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sidetal: 181
ISBN:9788711431641