Mehr Nachrichten

 
Literatur
Arven efter Bush

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Arven efter Bush
So 19. Apr 2009


"Arven efter Bush - Præsidentembedet og krigen mod terror", der udkom d. 2. april,
er den danske jurist og forsker Anders Henriksens bidrag til debatten om Bushs krig mod terror. Bogen introducerer Bush-regeringens argumenter for bl.a. lovligheden af tilbageholdelsen af fanger på Guantanamo og retfærdiggørelsen af selve krigen mod terror.

I bogens første kapitel lægger Henriksen ud med at redegøre for islamistisk terrorismes historie igennem det 20. århundrede. Dette kapitel er en fin, kort introduktion til de centrale personer, ledere og strukturer i bl.a. Al-Qaida, som er en nødvendig viden at have med gennem resten af bogen, der systematisk og ligetil redegør for de retslige belæg, Bush baserede sin krig mod terror på.

Henriksen analyserer Bushs handlinger og beslutninger ud fra Arthur Schlesingers teori om det kejserlige præsidentembede (Imperial Presidency), der indebærer, at præsidenten egenrådigt har magten over udenrigs- og sikkerhedspolitik, en teori som bl.a. Dick Cheney er stor tilhænger af. Det er blandt andet denne idé om det stærke præsidentembede, som hverken Kongressen eller domstolene har ret til at indskrænke, der ligger til grund for de efterfølgende beslutninger. Ifølge tilhængere af teorien om den kejserlige præsident betyder det mere, at en beslutning er lovlig, end om den er etisk eller moralsk korrekt.

Nogle af de vigtigste begreber i diskussionen om Bushs måde at takle angrebene d. 11 september på bliver hurtigt forelagt læseren. F.eks. er definitionen af ordet "krig" en smule anderledes end den gængse definition. Henriksen bemærker i sin prolog, at Bushs krig mod terror hverken er en krig i traditionel forstand (det er ikke en krig mellem to nationer eller stater) eller en krig i metaforisk forstand, såsom "krigen mod narko". Det er også yderst vigtigt for de følgende processer og beslutninger, at terrorisme overhovedet ses som krig og ikke som kriminalitet, idet terroristerne, hvis de bliver taget til fange, har forskellige rettigheder; et faktum, der spiller en stor rolle for f.eks. tilbageholdelsen og behandlingen af fanger på Guantanamo. Derudover har doktrinen om "the one percent" - den ene procents chance - været vigtig for de forholdsregler, regeringen måtte træffe. Hvis der er så meget som én procents chance for, at noget vil ske, må regeringen sætte ind med alle midler. Disse elementer er ifølge Henriksen centrale for en forståelse af reaktionen efter 11. september: f.eks. krigen i Afghanistan, invasionen af Irak og den slækkede beskyttelse af borgerrettigheder i USA som følge af USA PATRIOT-loven. Kort sagt: "Når et samfund bliver bange, øger det sikkerheden, og det går nu engang ofte ud over individuelle rettigheder".

Henriksens centrale grund til at skrive bogen er ikke et decideret angreb på Bushs politik, men som han skriver:

"Kritikken af Bush-regeringens krig mod terror i denne bog går imidlertid ikke så meget på, om indholdet af den førte politik var kritisabelt, men mere på den måde, som politikken blev formuleret og implementeret på. Præsident Bush førte nemlig sin krig mod terror uden tilstrækkelig respekt for de demokratiske processer".

Henriksen giver bogen igennem en gennemgang af måden, hvorpå Bush bruger loven og sin magt, hvilket Henriksen beskriver som unødvendigt egenrådigt og uansvarligt.

På den indholdsmæssige side har Henriksen foretaget et rigtig fint stykke arbejde med grundig forskning, men stilmæssigt er der visse mangler. Ufuldstændige sætninger kan rigtigt nok være gode retoriske virkemidler, men når hvert afsnit i hvert kapitel hele vejen igennem bogen indeholder afkappede sætningsled, virker det sjusket og lettere irriterende. Enkelte steder kunne en lidt mere grundig redaktør eller korrekturlæser også være ønsket, f.eks. når årstallet 1933 gives i stedet for 1993! Disse små slåfejl og mangel på korrektur kan dog forklares, som Henriksen også selv gør i prologen, med, at bogen blev til på få måneder efter Barack Obamas sejr over John McCain i november 2008. Alt i alt kan bogen fint anbefales som en solid og grundig introduktion til Bushs ideologiske begrundelser og retslige belæg for krigen mod terror.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Anders Henriksen: Arven efter Bush - Præsidentembedet og krigen mod terror
Forlag: Gyldendal
Sider: 288
ISBN: 978-87-02-07693-6