Mehr Nachrichten

 
Literatur
CPH:LITT - Københavns litteraturfestival

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
CPH:LITT - Københavns litteraturfestival
Fr 15. Mai 2009

CPH:LITT er Københavns internationale litteraturfestival, der løb af stablen forrige weekend. Festivalen blev opført for første gang i 2008 og var for bagmanden vigtig, fordi "Danmark ha[r] brug for en markant platform, hvorfra skønlitteraturen k[an] præsenteres og debateres. En festival vil[..] kunne få afgørende betydning for udbredelsen og synliggørelsen af den kvalitetsorienterede skønlitteratur".

Festivalen er et flot tiltag, der sigter mod at ændre opfattelsen af litteratur i dagens Danmark. Som noget "helt særligt", som festivalens hjemmeside udtrykker det, bliver skønlitteraturen på CPH:LITT "præsenteret flermedielt". Programmet bød på forfattere fra hele norden såvel som uden for Europa. F.eks. var hovedattraktionen i år ingen mindre end den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie, som muligvis er verdens bedst kendte forfatter, ikke mindst pga. den fatwa, muslimske religiøse ledere udstedte mod ham efter udgivelsen af The Satanic Verses (De sataniske vers) i 1989.

Festivalen er dog meget mere end en interview-session med verdenskendte forfattere. CHP:LITT har noget for enhver smag; der er interviews, debatter og samtaler med mange forskellige forfattere fra specielt norden; der er oplæsninger af nye værker af forfatteren selv; og derudover byder festivalen på forskellige visuelle oplevelser. I Husets indgangsparti udstillede Anita Houvenaeghel grafiske akvareller og malerier, som kunne nydes, mens man indtog en forfriskning i Caféen. På 2. sal i Lærredet viste arrangørerne hele weekenden igennem forskellige dokumentarfilm og studiesamtaler med bl.a. Orhan Pamuk, Mette Moestrup, Klaus Rifbjerg og Jonathan Safran Foer.

Et af lørdagens højdepunkter var helt klart den kinesiske forfatterinde Xiaolu Guos debutfilm How is your fish today?, en spillefilm med dokumentar-elementer, der skildrer forfatteren Hui Rao, samt hans karakter Lin Haos dannelsesrejse til det næsten mytiske sted Mohe i Kina. Billedligt og tematisk er filmen flot og interessant, men virker til tider noget langtrukken. Xiaolu Guo er nok bedst kendt for romanerne 20 brudstykker af en hungrende ungdom og A Concise Chinese-English Dictionary For Lovers, der endnu ikke er udkommet i dansk oversættelse. I disse romaner udforsker Guo temaer som (individets) fremmedgørelse og dannelsesrejser, som filmen også udforsker.


Et andet højdepunkt på festivalen viste sig at være ord og musik i samspil, og her fremhæves Metropolis' rytmiske, gyngende instrumental musik sat til Katinka My Jones' sprogligt eksperimenterende digte. Jones' lyrik ("Jeg dukkede ikke op til overfladen/automatisk./Jeg er ikke kommet sovende til/mig selv./Ikke mens jeg løb/hele vejen hjem./Ikke mens jeg tegnede et/selvportræt med vand i vand.") passede utroligt godt til musikken, og hele den mørklagte, intime stemning i Alfabetet medvirkede til at gøre opførelsen til en performance og ikke bare en oplæsning.


Flere danske forfattere var blevet sat sammen med tematisk ligesindede forfattere fra uden for landegrænserne, og dette kom der til tider sjove og oftest meningsfyldte diskussioner ud af. Disse tematisk inddelte sessioner - f.eks. "Skiderikker i litteraturen", "Novellen som form" og "Postkolonialisme i litteraturen" - udgør en rigtig god mulighed for fans, men specielt også for læsere, der i forvejen ikke kender forfatterne, for at høre forfatteren læse egne værker op og endnu vigtigere: tale kritisk og funderende over sine egne ord. På denne måde får man samtidig sat et ansigt/stemme på forfatteren og en lille forsmag på litteraturen. Pia Juuls oplæsning fra romanen Mordet på Halland og den efterfølgende diskussion med Trude Marstein om jeg-fortællere, forfatterens intention og fortæller-pålidelighed er et godt eksempel på, hvordan festivalen giver et godt afrundet billede af enkelte forfattere og på samme tid opfordrer til at tænke kritisk over skønlitteratur som andet end simpel underholdning. Denne besked kom yderligere til sit gode i sessionen om litteratur som samfundskritik debatteret af den islandske forfatter Hallgrimmur Helgasson og litteraturkritikeren Jacob Levinsen, der både var underholdende og informativ.


Lige inden den afsluttende forestilling med The Clooney Brothers blev vinderen af DRs romanpris offentliggjort, og i år gik prisen til Sisel-Jo Gazan for romanen Dinosaurens fjer.

Du kan læse mere om CPH:LITT.09 på hjemmesiden hvor programmet for næste år også vil være at finde senere på året. På festivalens videoblog kan du se filmoptagelser fra samtaler, oplæsninger og andet interessant.