|
|
Stilhed i Kronborgs kassematter, den dybe danske søvn er ikke brudt. Holger vågner ikke, selvom det danske kongeriges største tragedie udspiller sig lige over hans hoved. Trone, ære og identitet er i fare, da Shakespeares prins opdager sandheden om sin fars død, og således må Holger Danske for en stund vige pladsen for Hamlet the Dane. (Foto: Donmar Warehouse - HamletScenen)
De mørke kassematter er Kronborgs underjordiske gangsystem. De er svært tilgængelige, og de snørkler sig i et virvar under slottet. Men samtidig repræsenterer de en oprigtighed for beskueren, og det gør det britiske teater Donmar Warehouses produktion af Hamlet også. Scenen i slotsgården er sort og stenet, og hører uløseligt sammen med de sorte kassematter og Hamlets sorte humør. I Hamlets sind findes yderpunkterne i menneskets moral og identitet, og det handler om valget, man tager, når man hævner eller ikke hævner - vi bevæger os dybere og dybere ned i krinkelkrogene af et sind, der er delt mellem at være og ikke at være.
Hamlets formørkede gemyt udtrykkes gennem ordspil, poesi og vidunderligt prosaisk lavsprog, og hans tvivl ernæres af de kunstlede og kringlede kupletter - det er i sproget, at det virkelige drama udspilles. Men hvordan siger man de ord, som generationer har sagt før, som er blevet til hverdagens metaforer og til enhver mands minde? Hvordan står man med et kranium og tiltaler det uden at lyde patetisk? Man spørger såmænd Hollywoods britiske prettyboy (og playboy), om han ikke vil prøve kræfter med titelrollen.
"Hey Jude - don't make it bad" fristedes man måske til at sige, da man hørte, at titelrollen blev tildelt Jude Law. Men frygten bliver gjort til skamme. Jude Law spiller ægte og sofistikeret, og der er intet forceret i hans fremtræden. Han er fra første kuplet publikums allierede, og han udfylder smukt rollen som klassisk nar, ironisk kommentator og snu iscenesætter. Hamlets tragedie er dog, at han går fra uvidenhed til forstilt galskab og først for sent finder sin identitet, sit værested mellem væren og ikke-væren. Han dør som den tragiske, katharsiske helt.
Der er mange måder at dø på, på en scene. Man kan dø i fiktionen, eller man kan dø i publikums ringeagt. Laertes lider i denne opsætning begge skæbner, og må dø af en slem omgang overfortolkning af tekst og mimik. Rosencrantz og Guildenstern er halvdøde fra starten og leverer karakterløst (figurerne er ubehjælpsomt karakterløse, men alligevel!) modspil til en altoverskyggende Jude Law. Polonius holder sig til gengæld kunstnerisk i live ved at balancere flot mellem komik og tragik, mens Ophelia går druknedøden i møde, vel vidende, at hun fortolkede ægte galskab på en ganske sober måde. Gertrude glimrer som den ærlige mor, hvilket klæder stykket. I scenen mellem Hamlet og hende i sit kammer bærer hun skammen med blødende hjerte, og da Hamlets ord flyver som dolke gennem luften, rammer de ikke kun hende i hjertekulen, men også publikum. Hamlets tragedie er med dette fuldendt, både for ham selv og publikum.
Michael Grandages instruktion byder ikke på nyfortolkning eller ny dramatisk iscenesættelse, men følger standarden pænt. En af undtagelserne er dog, da spillertruppen ankommer til slottet og fremfører deres skuespil i snehvidt tøj og i hvidt regi. Det er kontrastskabende, og der opstår poesi og uskyld i et ellers amoralsk og sort morads. Sådan er der enkelte nyskabende dramatiske tiltag, enkelte lys i mørket.
På kassematternes mørke vægge står der små selvlysende citater. De fortæller om Holger Danske som den lysende legende. Men måske har vi brug for en ny helt, for en fremtidig Holger Danske? Hvem mon bliver den næste til at lyse i Kronborgs mørke? This is him, Jude Law - en ny generation af Hamlet the Dane.
Kronborg Slot: Hamlet
Se spilletider
