Mehr Nachrichten

 
Theater
Dogmerrevyen på danmarksturné

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dogmerrevyen på danmarksturné
Mo 7. Sep 2009



Dogmerevyen har været en bragende succes 10 år i træk på Samsø, og nu er turen kommet til resten af Danmark med konceptets første tour. Dogmerevyen bliver skrevet, øvet og opført på 24 timer af 8 skuespillere og 4 musikere. På touren skifter skuespillerne roller for at bibeholde det spontane og uforudsete, som er Dogmerevyens vartegn.

Dogmerevyen er en hyldest til det spontane, vanvittige, absurde og hysterisk morsomme, står der i informationsmaterialet, og det er faktisk ikke helt forkert.

Dogmerevy-holdet består af Søs Egelind, Pernille Højmark, Gordon Kennedy, Mette K. Madsen, Donald Andersen, Michel Castenholt, Christian Damsgård og Silas Holst. Musikerne er Kapelmester Peter Michael, Jesper Rytkov, Tore Hauge og Noah Rosanes. Gordon Kennedy og Pernille Højmark opfører sig som to modpoler på scenen. Gordon Kennedy virker ikke helt tilpas med situationen, mens Pernille Højmark tydeligvis nyder at optræde.

Ifølge dogmereglerne, som kan studeres herunder, skal revyen produceres på 24 timer, og det blev den på Samsø i år. For at undgå at miste det uforudsigelige og spontane på turnéen, går rollerne på skift mellem de medvirkende, så det bliver en ny forestilling hver aften.

Dogmereglerne
1. Ingen revy må være ens
2. Revyen skal produceres på 24 arbejdstimer
3. Der må kun bruges kostumer og rekvisitter der er lige ved hånden
4. Man må ikke lave noget, man har lavet før
5. Man må ikke trække sig ud med mindre de andre beder en om det.

Genren er en blanding af komedie og satire og grundet den korte tidsfrist, materialet skal frembringes på, er der absolut ikke tænkt på politisk korrekthed eller gjort nogle overvejelser om, hvad man kan og ikke kan tillade sig.

Forestillingen er morsom, men har også kant, hvilket gør, at man også får lidt at tænke over. Den sang, der var blevet skrevet i dagens anledning som farvelhyldest til de irakere, der var blevet sendt hjem samme morgen, var et mesterværk i kombinationen humor og ironi. Der var skøre indslag som den dansende mand med tørklædet, der var humor under lavmålet - hvor gammel er man lige, når man synes prutter er morsomme? - og så var der indslag, der bare var så geniale, at man ikke fatter, de medvirkende har kunnet finde på det på bare 24 timer. I denne kategori hører den underbetalte ukrainske fløjteballet - ubetaleligt!

Fire-mandsorkesteret gjorde et godt stykke arbejde med at få bundet de enkelte indslag sammen, og alt i alt var Dogmerevyen en meget underholdende forestilling, med noget for alle med en eller anden form for humor.

Forestillingen blev anmeldt i forbindelse med opførslen i Musikhuset Aarhus den 2. september.

Foto: PR-foto

Danmarksturné: Dogmerrevyen

Se spilleplan for danmarksturnéen