Mehr Nachrichten

 
Musik
Johnny Logan i Horsens Ny Teater

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Johnny Logan i Horsens Ny Teater
Mo 23. Nov 2009





Den 19. november 2009 var der i Horsens Ny Teater mulighed for at høre årets første julekoncert, da Johnny Logan indledte sin juleturné, hvor han blandt andet skal give en række koncerter rundt om i Danmark. Julesange var der godt nok ingen af, men til gengæld var der masser af irske ballader og så selvfølgelig grand prix-sangene!
(Foto: William Rutten & Rob Verhorst)

Johnny Logan er nok mest kendt for sin store succes ved Melodi Grand Prix. Han har faktisk aldrig prøvet at tabe. Han deltog for Irland i 1980 og 1987 med henholdsvis "What's Another Year" og "Hold Me Now", begge gange vandt han både i Irland og ved det internationale grand prix. Endelig skrev han "Why Me", som blev fremført af Linda Martin ved grand prix'et i 1992, hvor hun også vandt både i hjemlandet og i den internationale finale. Det er således ikke for ingenting, at Johnny Logan går under navnet Mr. Grand Prix.

Ved aftenens koncert blev publikum da heller ikke snydt for de velkendte sange. Først blev de tre vindersange fremført som medley, og som ekstranummer fik vi lige "Hold Me Now" en gang til, men denne gang i discoversion.

Ud over grand prix-numrene blev publikum underholdt med kendte irske ballader og værtshussange såsom "Molly Malone", "Paddy on the Railway" og "The Wild Rover". Sidstnævnte sørgede den danske halvdel af Logans band for også blev sunget på dansk. Johnny Logan forsøgte sig også med den danske version, men det lød ikke helt så godt som den engelske.

Johnny Logan har en imponerende evne til at skabe kontakt til publikum. Fanskaren er trofast, og han kan åbenbart huske dem fra koncert til koncert, i hvert tilfælde var der en herre på første række, som blev skældt ud for at have barberet sit overskæg af og derfor så mærkelig ud.

Man skulle tro at publikum hovedsagligt ville bestå af kvinder, men der var næsten lige så mange mænd, og de kunne sandelig også synge og klappe med på alle sangene.

Koncertens eneste mislyd kom fra hovedpersonen selv. Han havde, som han selv sagde, fået en tudse i halsen, og problemet blev mere og mere udtalt, som aftenen skred frem. Da Johnny Logan er professionel, blev aftenen gennemført på trods af de store problemer, han havde med stemmen. Bandet bakkede godt op om ham og sang med og somme tider også for. Der blev skyllet vand ned i rå mængder og fortalt mange vittigheder for at spare på stemmen. Der blev også bakket godt op nede fra publikum, som kvitterede med fortjent stående bifald, da koncerten var slut

Der er mange, der har fordomme over for Johnny Logan og ikke mindst Loganfans: - Er han ikke lidt af en "has-been", og var han ikke bare fremme i firserne etc. Denne koncertaften kunne overbevise enhver tvivler om, at der ikke er noget "has-been" over Johnny Logan. Jo, han er blevet noget mere velpolstret og bevæger sig ikke så hurtigt længere, men stemmen fejler ingenting. Om noget er den blevet mere melodiøs, og hvor er det fedt at komme til en koncert, hvor showets hovedperson virkelig sætter pris på sit publikum og gider sidde og skrive autografer, få taget billeder og tale med dem, der møder op.