Den dystre fremtidsvision "The Road" er en fortælling om civilisationens undergang og kampen for overlevelse. Med Viggo Mortensen og Kodi Smit-McPhee i hovedrollerne har instruktør John Hillcoats begået en gribende og meget fornem filmatisering af Cormac McCarthys Pulitzer-vindende roman. (Foto: Scanbox)
Hillcoats film er en flot fortolkning af McCarthys Vejen, hvori en far og hans søn (kaldet Manden og Drengen) rejser gennem et katastroferamt land på vej mod syd til en destination, der aldrig røbes. Både i dialogen og i sit visuelle udtryk lægger filmen sig loyalt op af McCarthys fremragende, groteske og amoralske verdensbillede.
Filmens fokus er forholdet mellem far og søn. De er konstant på vagt over for kannibalistiske landevejsrøvere og andre "onde mennesker", de møder på deres vej. Forskellen mellem godt og ondt bliver på nærmest absurd vis forklaret ved, at faderen koldt bekræfter, at de selv er gode, fordi de ikke spiser mennesker. Den forestående, uundgåelige undergang symboliseres af historiens gennemgående rejsemetafor og faderens snigende, konstant forværrede hoste.
Ligesom i McCarthys roman får vi aldrig at vide præcis, hvilken forfærdelig katastrofe der har forårsaget verdens bogstavelige undergang. Filmen giver kun sporadiske tilbageblik, men de gentagne enorme brande vidner om en stadig overhængende fare. Publikum holdes i delvis uvidenhed og kan derfor fortolke katastrofens årsager individuelt, så de, der ønsker at trække på den mulige menneskelige årsag til katastrofen, kan læse dette ind i fortællingen.
Hillcoats fortolkning af romanen er interessant, og hans dystre, sindige billedsprog er forfærdeligt imponerende. Hillcoat har bl.a. instrueret den australske western The Proposition (2005), og gør i The Road et mindst ligeså godt stykke arbejde. I én af de flotte, ladede scener, ser man Mandens udtrådte støvle, der bliver holdt sammen af gaffatape og plastikposer, træde på en lille mængde sølv- og ædelstenssmykker.
Valget af skuespillere til rollerne som far og søn faldt på Viggo Mortensen og Kodi Smit-McPhee. Det er i særdeleshed en rigtig fin præstation af den 11-årige Smit-McPhee, der udviser noget af det mest vellykkede skuespil præsteret af en barneskuespiller, denne anmelder har set. Viggo Mortensen er det perfekte valg i rollen som faderen. Hans skildring af den til tider brutalt overbeskyttende far er både rørende og chokerende god. Begge fortolker deres karakterer unikt og overbevisende, og der er en enestående kemi mellem de to skuespillere.
Filmens brutale, forkullede univers skildrer på en gang livet som en farefuld rejse og menneskehedens uundgåelige hybris. Overordnet har filmen en stemning af fortvivlende håbløshed, som bliver siddende i beskueren længe efter, man har forladt biografen. Hillcoats filmatisering er flot og gennemført, og det eneste negative at sige om filmen er, at man i et close-up kan se en bankende halspuls på en død person, hvilket bryder illusionen i en ellers fortræffelig scene.
