Mehr Nachrichten

 
Filme
Visuelt pragtstykke

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Visuelt pragtstykke
Mo 22. Feb 2010





Tim Burton har lavet en animeret sci-fi-film med et sært navn. Filmen har en dybt underfundig historie om små udtryksfulde tøj-dukker, der forsøger at overleve i en smukt illustreret mennesketom ruinby. (Foto: Sandrew Metronome)

Hvor kommer 9 og de otte andre hovedpersoner fra? Hvorfor er de så forskellige og i evig diskussion? Hvorfor foregår filmen i hvad der ligner ruinerne af en europæisk by i 1940erne? Hvorfor jages de af drabelige rovdyrlignende robotter? Hvad er det for et mærkværdigt, selvlysende batteri, heltene bærer rundt på?

Alt det og meget mere kan man sidde og undre sig over, mens man lader sig opsluge og forføre af det burton'ske univers med vilde actionsekvenser og små opfindsomme detaljer; som for eksempel en lanterne, der konstrueres af pæren fra en billygte, en skalpel og lidt skrammel, eller en sindrig fælde af Storm P.-kvalitet med lodder, trisser og sønderbombede trægulve.

Med DVD'en i maskinen og fødderne på sofabordet sidder man måske og ærgrer sig en lille smule over, at man ikke var i biografen og se filmen den 9. september 2009 (ja, 9 havde premiere 9/9/2009). For visuelt er den et pragtstykke, og det har med sikkerhed været en stor æstetisk tilfredsstillelse at se den på det store lærred.

Men med DVD'en har man andre kærkomne muligheder. Blandt andet kan man jo se den igen, hvilket ikke er en fjern tanke. Desuden kan man vælge at sætte instruktørernes kommentarer på som lydspor, eller se Jennifer Connelly, Elijah Wood m.fl. lægge stemmer til figurene. Derudover kan man opleve historien og universets bagmænd fortælle om overvejelserne bag det eventyrlige retro-futuristiske miljø.
Men først og fremmest kan man se "fraklippene". Disse scener tilføjer dels filmen et par ellers manglende detaljer, dels er de slet ikke færdiglavede og viser dermed glimt af en moderne animationsfilms tilblivelse.
Sidst men ikke mindst kan man se den Oscar-nominerede kortfilm fra 2005 af samme navn. Med eller uden kommentarer. Det er indlysende hvorfor dette 11 minutter lange filmskoleprojekt tiltrak sig interesse nok til at finansiere et projekt af spillefilmslængde. Måske vil det endda være en idé at se kortfilmen først!

9 er en både sød og dyster fortælling om maskiner og menneskelighed, som appellerer til et meget bredt publikum. Den har endsige potentiale til at opnå kultstatus inden for visse kredse.

Ude på DVD fra Sandrew Metronome