|
|
Richard Strauss' opera "Elektra" er en knaldperle med en spilletid på blot lidt over halvanden time og en intensitet som i en moderne thriller. Repremieren i Operaen var ramt af sygdom på to af de bærende roller, men det forstyrrede ikke dramaet. Det gør til gengæld en tam slutning, der lugter mere af "Rambo" end af græsk tragedie. (Foto: Martin Mydtskov Rønne)
Der er tilføjet en ekstra scene i Operaens opførelse af Richard Strauss' Elektra. Scenen udspiller sig allerede, mens publikum finder vej til deres pladser, og før lyset slukkes i salen: En far, der leger med sine børn på badeværelset. Men det harmoniske familieliv på scenen står i kontrast til den skærende kakofoni af instrumenter, der bliver stemt i orkestergraven. Familiens stemmer overdøves af skæve toner, og denne disharmoni slår opsætningens sitrende urolige stemning an.
Richard Strauss har skrevet musikken, og den tyske forfatter Hugo von Hofmannsthal teksten til operaen Elektra, der bygger på den græske tragedie af samme navn. Operaens titelfigur er Agamemnons datter, hvis hele liv er opslugt af tanken om at slå moderen og hendes elsker ihjel som hævn for mordet på faderen. Hun kan dog ikke selv føre denne plan ud i livet, og derfor venter hun på, at hendes bror Orestes - der som ganske lille blev sendt bort fra slottet - skal komme tilbage og ordne sagerne for hende.
Som opera har Elektra alle dage været en intens, lille enakter, der kun lige sniger sig op over halvanden time. Denne intensitet er i Peter Konwitschnys iscenesættelse forstærket af et enormt digitalur på bagtæppet, der hele stykket igennem tæller ned mod et uundgåeligt blodbad. Samtidig er badekarret med Agamemnons døde krop synligt under næsten hele stykket. Familiens ar og husets spøgelser er fuldt håndgribelige størrelser, hvilket konstant understreger Elektras sorg. Det er stærke sager, og den første lange tid er Elektra så nervepirrende som en thriller.
På grund af sygdom blev rollen som Elektra sunget af Catherine Foster, der til daglig lægger krop og stemme til blandt andet Strauss, Wagner og Mozart på det tyske nationalteater i Weimar. Hendes Elektra gnistrer af galskab og passion og bringer mindelser om Kathy Bates' rolle i filmen Misery. Ingen tvivl om, at hun er livsfarlig. Også Elektras sødt drømmeriske søster Chrysothemis blev til repremieren sunget af en afløser i form af den særdeles glimrende tyske sopran Sonja Mühleck fra Bayreuther Festspiele. Hendes overtagelse skulle efter sigende være sket med endnu kortere varsel, men udskiftningerne i de to bærende roller kunne ikke mærkes.
Desværre ryger intensiteten fløjten i en overdrevet og overspillet finale. Det er en kritik, man plejer at rette mod amerikanske actionfilm, men den gør sig bestemt også gældende her: Efter halvanden times neglebidderi går der maskinpistoler, eksplosioner og massemord i den. Det klæder ikke Elektra, der er blodig nok, uden at man nødvendigvis behøver at meje hver eneste statist i Den Kongelige Opera ned på scenen.
Operaen - Elektra
Se spilletider
