Mehr Nachrichten

 
Literatur
Roman med skeletter i skabet

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Roman med skeletter i skabet
Do 15. Apr 2010




Smagsdommer og litteraturkritiker Leonora Christina Skovs seneste roman "Silhuet af en synder" er en til tider frustrerende, men interessant gotisk detektivroman. Den tager læseren med på en rejse til det hjemsøgte gods Liljenholm, mens fortællingens hovedpersoner søger efter svar på fortidens gåder.

I 1941 vender Nella tilbage til sit barndomshjem, godset Liljenholm, hvor hun ender med at blive et godt års tid for at udforske og nedskrive godsets og, i samme vending, sin egen historie. Nellas ledsager - og romanens fortæller - er hendes elsker og barde. Sammen går de to nu i gang med at optrævle Nellas families mange skumle hemmeligheder og hive alle skeletterne ud af skabet for at kunne forfatte en bog, de håber at udgive.

Familien von Liljenholm har mange skeletter i skabet, og blandt de mange gåder og begivenheder i fortiden, Nella og fortælleren graver frem, er mord, et mordforsøg på Nella som barn, forbyttede identiteter og sindssygdom. Kort sagt har romanen lidt af det hele: spøgelser - både falske og virkelige - vold, incest, forbudt kærlighed, skumle familiehemmeligheder og så alt det løse, hvilket gør genrebetegnelsen "gotisk" utilstrækkelig. På samme måde er romanens struktur, karakterer og handlingsunivers på mange måder tvedelt. Den foregår i næsten lige dele på Liljenholm og i København, den omhandler halvskizofrene tvillinger, er fortalt og genfortalt på kryds og tværs af to centrale personer, og den sætter ofte spørgsmålstegn ved "identitet" i ental.

Ligesom spøgelserne på slottet, hvoraf nogle aldrig bliver helt bortforklaret, er Nella som karakter til tider lidt gennemsigtig i den forstand, at hun aldrig bliver til en hel person. Hendes bevæggrunde bliver aldrig udlagt klart af fortælleren, og læseren lades tilbage med sine egne fortolkninger. Dette kan muligvis være, fordi læseren snydes til at tro, at Nella er den vigtigste karakter, selvom fortælleren ofte kommer med små hints om det virkelige mysterium, som først bliver helt afsløret i allersidste kapitel.

Leonora Christina Skov har begået en udmærket bedrift med romanen, og selvom den ikke er overvældende spændende, som en gotisk roman nok burde være, er den største styrke den meget fint gennemtænkte handling. Fortællerens rolle i den komplekse historie er helt central. Meget genretypisk bruger Skov fortælleren til at skabe en illusion om virkelighed for derefter at nedbryde den med sproglige kneb, afbrydelser og spring i tiden. Dette kan virke frustrerende, men slører i sidste ende læserens forsøg på at opklare mysteriet på forhånd, så man aldrig gætter helt rigtigt eller afslører slutningen.

Det er måske ikke den helt rigtige benævnelse at kalde romanen gotisk, i hvert fald ikke gennemgående. Men sammen med fortællerens upålidelighed er de gotiske og magiskrealistiske træk interessante og i sig selv et forfriskende pust inden for dansk litteratur. Alene af den grund skylder man sig selv at læse romanen.

Køb eller bestil bogen på saxo.com.

Leonora Christina Skov: Silhuet af en synder
Rosinante, 374 sider
ISBN: 978-87-638-0911-5
Udkommet: 25.03.2010