|
|
Carlos Santana er en levende legende. Men det levende og legendariske udeblev desværre det meste af aftenen, da guitarguden gæstede Arena Fyn. I en blanding af covernumre og et sammensurium af sammenblandede latinrytmer var der kun få øjeblikke, hvor virtuositeten skinnede igennem, og riffs og rytmer betog og forførte. (PR-foto)
Carlos Santana er cool, da han træder ind foran publikum. Han er scenevant og selvsikker, og han udstråler en rå elegance. Han er iklædt en T-shirt med eget navn påtrykt, og da han oplyses af en kegleformet spot, er indtrykket fuldendt - han er smooth, tilpas tæt på og alligevel uopnåelig. Aftenen lover godt.
Bandet går straks i gang med at jamme. For det lyder som en jamsession, som senere bliver til en gang covernumre, blandt andet af en Doors-sang. Men så kommer sangen om kvinden og den sorte magi (i teorien også et covernummer, men Santana fik et hit med den), og musikken forfører og fortryller. Den særlige guitarlyd, som kun Carlos kan frembringe, fylder salen, og den første skudsikre salve af hits afsluttes med "Maria Maria", som blev et verdenshit i slutningen af det sidste århundrede.
Sidste århundrede. Det lyder af så meget. Men det er kun små 11 år siden, at Carlos Santana fornyede sig og fasttømrede sin status som guitarhelt for en ny generation. Men allerede siden Woodstock har han været på toppen med en blanding af latin, blues, rock, jazz og psykedeliske toner. Men her, næsten 5 årtier efter, er der er gået for meget show i det hele. Carlos Santana står i baggrunden til fordel for et ensemble, der spiller god gedigen musik, men som ikke lever op til fortidens præstationer.
Man står forgæves og venter på den lækre og langsomme "Samba pa ti", i stedet får man en bassolo fra en dog formidabelt spillende Benny Rietveld. Det er bandet, der er i centrum, men det er et sats, for publikum er kommet for at se og høre Carlos Santana - og uanset hvor velspillende bandet er, så står man med en fornemmelse af, at man ikke får, hvad man er kommet efter.
To sangere skal fortolke klassikerne, og den ene - Andy Vargas - brillerer med sin rå vokal, mens den anden - Tony Lindsay - mest af alt minder om en James Sampson-klon med lidt for glat soulstemme grænsende til gospel. Det er for pænt og poppet. Og nogle gange bliver det for sambasyret, når bandet spiller løs i en uendelig jamsession. Ja, Carlos Santana er mester i lange numre, men det tærer på tålmodigheden, når der ikke er mere end en håndfuld momenter, hvor kuldegysningerne sætter ind.
Santana i Odense var en god, solid oplevelse. Men med den overvejende del af publikum anbragt på de mange tribuner som bange bænkevarmere og resten af publikum spredt ud over gulvet, komplet med små vuggende sambatrin, følte man sig til tider som teenager til en skolefest. Bandet var professionelt, velspillende og fyrede den af, men koncerten nåede aldrig de højder, man havde forventet.
Santana i Arena Fyn
25. oktober 2010
