|
|
Instruktør Peter Langdal og scenograf Karin Trille Høy har på Betty Nansen gjort Thomas Bernhards drama fra 1984, "Ritter, Dene, Foss", til en lyslevende og fængslende forestilling, godt hjulpet af imponerende og uforlignelige skuespilpræstationer og en vildt morsom og til tider rablende slapstick-dialog. En skøn forestilling. (Foto: Ulrik Jantzen)
Lige en kommentar til den særprægede titel. Bernhard gav stykket navn efter de 3 tyske skuespillere, han havde skrevet det til, og det har Betty Nansen Teatret valgt at imitere.
Ludwig, der er den eneste af de tre søskende, der har fået et navn, er både forfatterens og filosoffen Ludwig Wittgensteins alter ego. Han har i en årrække opholdt sig på sindssygehospitalet Steinhof, men kommer nu på besøg i hjemmet, og den ældste søster, som vi for nemheds skyld kalder Ghita, er ellevild. Hun dækker op i spisestuen efter alle kunstens regler, glæder sig til en hyggelig velkomstmiddag, men bliver slemt skuffet.
Den anden søster, Kirsten, er ikke begejstret. Broderen, der både er velanset filosof og lidt gal - men som det siges "altid lige på forrykthedens grænse. Aldrig overskride denne grænse ", bliver rasende over at skulle sidde i spisestuen, som er symbol på den værste underkastelse i barndommen, hvor, som han siger, alt hvad der var noget værd, blev druknet i supper og sovser.
Vi har her at gøre med en højborgerlig, dysfunktionel familie. Den ældste søster er totalt hengiven og underkastet den geniale bror, lever og ånder kun for ham, renskriver alle hans manuskripter, hvad hun ikke får tak for. Den anden søster bebrejder hende at bruge sit liv på det, uden at hun selv gør meget andet end at læse avis og forgæves drømme om at rive sig løs fra familien.
Filosofbroderen lider under det samme had-kærligheds-forhold til familien, og under og efter middagen udspiller der sig en frenetisk danse macabre, som man også kunne kalde en slags "ménage à trois" mellem de tre søskende. Kvinderne bejler skiftevis til hans gunst, og han afviser dem med store teatralske falbelader. De erotiske og dekadente understrømme understreges på raffineret vis af scenografien med vægge, der ser ud, som om de kunne falde sammen hvert øjeblik, beklædt med et dybrødt tapet af abstrakte blomsterdekorationer, der leder tanken hen på forskellige kønsorganer og antyder en lummer, indelukket bordelatmosfære.
Man må tage hatten af for de tre skuespilleres forrygende præstationer; for den energi de udviser. Ghita Nørbys overivrige, nærmest stakåndede, evigt omkringvimsende moderdyr, hvis minespil konstant skifter mellem det ængstelige, tilbedende, forurettede, skandaliserede, mens Kirsten Lehfeldt spiller mere på sit køn, lidt "femme fatale-agtigt", som hun stoltserer rundt på høje hæle og viser ben.
Stig Hoffmeyer er denne rablende, sindssyge filosof, der kaster om sig med filosofiske sentenser over livets meningsløshed og djævelsk skarpsindige iagttagelser over den livsløgn, de alle tre lever med, og over både søstrenes og egen manglende evne til at bryde ud af familiens og de borgerlige konventioners jerngreb.
Kirsten, Ghita, Stig - Betty Nansen Teatret
Se spilletider
