Mehr Nachrichten

 
Theater
Salander på scenen

Alten Neuheiten finden:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Salander på scenen
Do 9. Dez 2010

Mænd og kvinder elsker mænd, der hader kvinder. I hvert fald i Stieg Larssons udgave. Bogen, der blev til film, er nu blevet til teater. Den første del af "Millennium-trilogien" fik sin ilddåb på Nørrebro Teater, og publikum var vilde med det nye krimiteater. Det var undertegnede ikke. (Foto: Nørrebro Teater)

Mikael Blomkvist er journalisten, der narres af en kilde og køres ud på et professionelt sidespor. Men ind fra højre kommer Henrik Vanger og hyrer ham til at grave sandheden frem om et mord. Det bliver et studie i perversiteter og plagede kvinder. Blomkvist befinder sig pludselig i en hvirvelvind af incest, tortur og kvindehad, men kvinden i orkanens øje er endnu ikke trådt ind i hans verden.

Lisbeth Salander lever en umyndiggjort tilværelse. Hun har intet liv selv, men hacker sig ind i andres. Hendes formynder tager for sig af hendes krop i gruopvækkende scenarier - hun er den moderne eksponent for kvindehad. Efter et endeligt opgør med torturen kontaktes hun af Blomkvist - sammen skal de løse mordgåden.

Ja, der indledes her med et klassisk resume. Men burde det være nødvendigt, når alle kender historien? Det lader til, at Nørrebro Teater har tænkt sådan, og derfor har man ikke gjort sig umage med at introducere og opbygge fortællingen og karaktererne - al respekt for Stieg Larssons plot, men der skal mere gods og grundighed til i dialog, drama og drejebog for at hæve en krimi op til interessant teater.

Spørgsmålet er, om krimigenren overhovedet klæder de skrå brædder? Cliffhangeren er central for krimien, og der skiftes hyppigt mellem synspunkter og situationer. På teatret fungerer denne opbygning slet ikke. De mange sceneskift er forstyrrende, og man får små tableauer uden sammenhæng. Dog skal det siges, at der er en fremragende scenografi i forestillingen. I en kombination af projektioner, videokunst og formidabel sceneopbygning fornemmer man skift i tid, sted og stemning, og et kamera placeret over scenen projicerer nærbilleder fra diverse situationer og indhyller scenen i et dokumentarisk udtryk. Gode effekter.

Forestillingen veksler mellem yderpunkter som had og kærlighed, tortur og ømhed. Det kræver meget af publikum, men man følger med, for det er interessant - når man kommer ind til kernen af hadet, af problematikken. Man taber interessen, når det bliver gru for gruens skyld, eller når kække bemærkninger og falde-på-halen-gimmicks skal bringe det folkelige underholdningselement på banen. Balancen mellem realisme og komedie er fejlslåen i den grad.

Det er til gengæld godt skuespil. Med Jens Jørn Spottag og Signe Egholm Olsen i spidsen for ensemblet formidles rædsel, fortvivlelse og ikke mindst ømhed flot - dog er sidstnævntes Lisbeth Salander til tider flad og firkantet, især i de mislykkede komiske indslag. Spottag holder til gengæld hele vejen som Blomkvist, også selvom han er offer for fordummende replikker i folkemorskabens regi. Max Hansen bør også nævnes for sin rolle som Salanders formynder - han portrætterer fandenivoldskhed, ondskab og kvindehad med en skræmmende ægthed. Han er en mand, der hader kvinder. Mere af det, tak!

Bare Nørrebro Teater havde turdet af grave dybere ind i rædselskabinettet og lade gruen tale for sig selv. Det interessante er mænd, der hader kvinder, deres bevæggrunde og det enorme tabu, som kvindeundertrykkelse er. Det spændende er karaktererne, deres udvikling og afvikling - ikke mordgåde og morsomheder. Der er ikke noget at grine af, heller ikke i undertegnedes anmeldelse og vurdering.

Mænd der hader kvinder - Nørrebro Teater
Se spilletider