Skæmmende pænhed

På mange måder forpasser Josefine Klougart chancen for at skrive en rå og medrivende roman om et destruktivt forhold mellem mand og kvinde. Resultatet, som det fremstår i "Hallerne", er simpelthen for pænt, og denne pænhed bliver kedelig i længden. Man savner udvikling og overraskelser.

Flere forskellige læseteknikker blev afprøvet på Josefine Klougarts nye roman, Hallerne. Skulle den mon læses som et stykke poesi og nydes i sin rytme, eller var det bedre med en slags sanselig hurtiglæsning, hvormed man måske bedre kunne inhalere de lange antroponægtende beskrivelser uden at kløjes i værket: mennesket som stativ, som en hal, som et stykke jern - ja, måske endda en hel krop som et tempel. Men også mennesket som ræv, som skind eller som trækkerdreng; hver forfatter sine skræmmebilleder.

Faktisk var der størst succes med hurtiglæsningen. Ikke mindst fordi både sprogbilleder og sindbilleder bliver lidt trættende undervejs i romanen, der ikke udvikler sig væsentligt i sin handling. Mand og kvinde dyrker et destruktivt forhold, domineret af sadomasochisme, alkohol og en generel mangel på respekt. Er den slags egentlig stadig moderne?
Den lange jeremiade af sex, vold og ydmygelser er ikke i sig selv spændende - det opdager læseren primært i løbet af bogens sidste halvdel, hvor fraværet af de mindre, ilagte Københavnsbeskrivelser fra første halvdel er stort savnede. Og hvor der cirka 30 sider inden afslutningen endelig optræder et stilistisk brud og introduceres en mindre dialog, gribes man af en handlingstrang så overvældende, at det næsten er skamfuldt.

Men hvorfor er romanens sprog i sig selv ikke nok til at skaffe læseren "instant gratification"? Der er så sandelig tænkt over tingene, inden pennen blev sat til papiret, f.eks. denne sætning: "Hun forstår, at manden dratter ned gennem hjernens tankekurv, at han provisorisk fylder hende, og hun giver sig, vores kvinde, hun mimer." Eller denne: "Det lugter geometrisk. Og af jord. Kvindens næsefløje står og udvider sig og trækker sig sammen som blomsterhoveder." Der er besjælede, forlorne natte, fællesskab i sulten og kvinders kød, der funderer over muligheden af at spise sig selv. Uden at man berøres synderligt.

Det er nemlig alt sammen ganske pænt. Og pænheden skæmmer. Hvad der kunne have været råt, udstillet og meget rammende i ganske få, stilistiske greb og figurer bliver overlæsset af forkælet, skolet bohemepoesi, der mangler lidt værtshusskrammer for at blive rigtig relevant.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Josefine Klougart: Hallerne
Rosinante, 176 sider
ISBN: 9788763815956
Udkommer 28. januar 2011