Fler nyheter

 
Musik
Ikke så meget pjat

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ikke så meget pjat
Må 6 jun 2011

Sang, to guitarer, bas og trommer: Toke Nisted, Anders Bruus, Klaus Højbjerg, Jackie Larsen og Stefan Andersen. The Breakers er efter 5 år tilbage med deres nye plade "The Breakers".

Der har været stille om danske The Breakers lidt tid, siden de skrev kontrakt med "Little" Steven Van Zandts pladeselskab Wicked Cool Records i 2008. Men det har faktisk været ventetiden værd; The Breakers er mere sammenspillet og velspillet end deres to foregående plader. Van Zandt (kendt fra Bruce Springsteens E-Street Band) har brugt en hel del tid og krudt på resultatet. Bandet har fået "lektier" for af Van Zandt og har skullet terpe omkring 50 klassiske rock- og soul-numre, før han mente, de kunne skrive materiale til den nye plade. Nu ligger resultatet her, og det er ganske godt. Overordnet er der kælet for helheden og detaljen, og Van Zandt himself har været co-writer på hele 8 numre. Af kuriositeter kan nævnes, at flere af guitarsporene er spillet på instrumenter tilhørende selveste The Boss, og at pladen er indspillet hos James Iha fra Smashing Pumpkins.

Åbningsnummeret "Start The Show" lægger godt ud, og det er classic rock og soul for alle pengene. Det samme er tilfældet med "The Jerry Lee Symptoms", "Riot Act" og "Soulfire". Der er ikke så meget pjat, og det lyder, som om The Breakers har fundet deres metier, for det groover og svinger uden at blive langtrukkent. Deres mange live-jobs i ind- og udland har fået spillet dem rigtig godt sammen. "If You Need Someone" er også et ekstra lyt værd, og der er nok noget for enhver smag på denne plade.

Der er faktisk ikke forfærdeligt meget at klage over på The Breakers, eneste kommentar skal være, at "Baby Blue" og "Forever's A Long Time Gone" går hen og lyder lidt for meget som noget, man har hørt før. Og selv om der er vildskab i The Breakers, kommer dette desværre ikke helt til udtryk, og mange af numrene er for tilbageholdende og underspillede. Det havde været fantastisk, hvis energien blev sluppet helt løs, specielt på "Riot Act" og "Start The Show". Men derudover er pladen velproduceret, velspillet og velarrangeret. Man kan kun unde dem at få fat i et større publikum, eventuelt via turneen med ingen ringere end Bon Jovi, for det ville være forfriskende i det nuværende landsdækkende lydbillede.

The Breakers: The Breakers
Udkommet 6. juni 2011 på Wicked Cool Records/Target.