Peter Langdals iscenesættelse af John Logans stykke RØD er intet mindre end en genial, to timers kunstdiskussion.
Teaterstykket og kunstdiskussion fungerer optimalt på grund af Flemming Enevolds og Thure Lindhardts eminente med- og modspil, fremført med en voldsom, hæsblæsende energi og godt hjulpet af en velskreven dialog.
Stykket handler om den amerikanske maler Mark Rothko, en kompromisløs og modsætningsfuld kunstner, der - skønt helt og aldeles overbevist om sit eget værd - nu i en moden alder er begyndt at blive anfægtet af en yngre generation of kunstnere, der anviser nye retninger inden for billedkunsten.
Vi møder kunstneren i hans atelier, på karrierens højdepunkt, da han i begyndelsen af 60'erne får en større bestillingsopgave på vægmalerier til et præstigefyldt byggeri på Park Avenue, fra det store alkoholfirma Seagram and Sons for et dengang uhørt stort honorar. Malerierne skal hænge i bygningens eksklusive restaurant, og Rothko har engageret en assistent til at gå til hånde med arbejdet.
Rothko har for længst bevæget sig væk fra den figurative kunst, og fylder nu sine lærreder med slørede afgrænsede flader eller blokke af forskellige farver, blottet for landskaber eller menneskelige skikkelser. De røde og gule farver, der for ham var udtryk for energi og ekstase, afløstes efterhånden af mørkere nuancer af rødt og brunt, som efter sigende skyldtes hans formørkede livssyn.
For Rothko drejer det sig først og fremmest om 'at se', hvad han også ideligt belærer sin assistent om. Det er lidt af et genialt træk i Langdals scenografi at lade publikum 'agere' lærred. Assistenten Ken bliver straks trukket hen foran det, eller foran os publikummer, og afæsket sin uforbeholdne mening. "Hvad forestiller det?" og "Hvad siger det dig?"
Det er ikke let for den unge fyr, der er fuld af benovelse over at være i den store mesters nærhed. Hvad skal han dog finde på at sige om disse felter af rødt og brunt? Det er ubetaleligt morsomt at se Thure Lindhardts ansigtsmimik, der skifter mellem forvirring og rådvildhed, mens han som en gal famler efter noget klogt og positivt at sige. Derefter bliver han udsat for et veritabelt forhør, navne på forfattere og filosoffer flyver gennem luften, det er utroligt hvad Enevolds kunstner kan få fyret af - mens han farer rundt i atelieret - af sarkasmer mod tidens kunstsyn og af rasende tirader mod Ken og hans generation, der ikke har et begreb skabt om kunst. En virkelig tour de force.
Billedet vender dog. Den røde farve, de begge har smurt på lærredet i et rasende tempo, får Ken til at huske forældrene døde i en blodpøl. Rothko bliver pludselig stum, berørt over denne menneskelige reaktion på hans røde farve. Efter dette punkt italesætter Ken problemet i at udsmykke en restaurant der er forbeholdt overklassen, som kun interesserer sig for kunst som investeringsobjekt.
I et og alt en medrivende forestilling om kunstens rolle og betydning.
RØD - på Edison
Se spilletider
