Fler nyheter

 
Utställning
Jakkesæt af chipsposer og kjoler af papir

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jakkesæt af chipsposer og kjoler af papir
Må 27 feb 2012



Foto: Søren Solkær Starbird

Icon Dressed og BODYWRAPPInc. er en dobbeltudstilling på Trapholt bestående af 52 habitter af fødevareemballage og 14 kvindedragter i papir. Emballagen fra kiks, chokolade og tortillachips og "nulret" papir påtrykt motiver fra det danske botaniske opslagsværk "Flora Danica" er brugt som materiale - men kan man sy tøj af det?

Ja! Det kan designeren Annette Meyer tilsyneladende. Hun har tidligere udstillet sine værker i New York, Rotterdam og Tokyo, og for første gang i Danmark har vi muligheden for at se hendes værker samlet.

Udstillingen Icon Dressed er æstetisk en fryd for øjet. De 14 kvindedragter er alle eksempler på modeikoner fra 1800-tallet og frem til i dag, og det kan knap ses, at dragterne er udført i papir. På to podier står mannequiner iført dragterne, og håret er sat i frisurer, der passer til den gældende tidsalder. På podierne er der ligeledes skrevet citater, der er sagt af, eller omhandlende, kvinder fra de forskellige tidsperioder. Det er overvældende, så flot kvindedragterne fremstår i "Flora Danica"-mønstret papir. I alt har 45 personer været med til at "nulre" 450 m papir for at gøre det muligt at sy i. En rigtig god detalje er kropshøje lenticular fotografier, der viser kvinder iført dragterne. I takt med at besøgende passerer lenticular fotografierne, bevæger kvinderne sig ligeledes. En form for catwalk. Udstillingen er derudover udstyret med høretelefoner, hvor der kan lyttes til musik af Torben Snekkestad.

BODYWRAPPInc. er habitter lavet af farvestrålende emballager fra tre kontinenter: Asien, USA og Europa. I sig selv er emballagerne fra chips, chokolade og kiks ikke smukke, men flotte er de 52 habitter, der hænger på rad og række i udstillingen. Men mere er de heller ikke. Jakkesættene er kedeligt og anonymt udstillet, og der kunne for så vidt blot have været ét jakkesæt fra hvert kontinent, hvis det ikke var fordi, at det visuelle udtryk gør sig godt, når der er 52 forskellige jakkesæt. Til gengæld ses skærme med videoklip af mænd iført jakkesættene gå rundt i det offentlige rum - dette tilfører udstillingen en smule dynamik.

Ud over at dobbeltudstillingen Icon Dressed/BODYWRAPPInc. er æstetisk smuk, har den også et kulturelt og politisk budskab. Annette Meyer forsøger gennem sine værker at kommentere på hverdagens systemer og konsum, men det er bare ikke tydeligt nok. Budskabet kommer klart til udtryk i de store uddybende vægtekster, men til gengæld overlader de ikke det mindste til egen fortolkning. Trapholt forsøger at lade værkerne tale for sig selv, men samtidig vil museet gerne fortælle, hvad meningen med det hele er. En god løsning på dette problem har Trapholt ikke formået at skabe.

Icon Dressed/BODYWRAPPInc. er klart et besøg værd - 3 stjerner for æstetikken.

Udstillingen kan ses frem til den 6. februar 2013.

Se åbningstider


Foto: Shiro Takatani