Fler nyheter

 
Litteratur
Da Carl blev rasende

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Da Carl blev rasende
Fr 18 maj 2012



Makkerparret Ida Jessen og Hanne Bartholin byder nu igen både store og små læsere ind i det skønne univers hos den lille elefantunge Carl. Med den tredje bog i serien, Da Carl blev rasende er vi tilbage på niveau med den første bog, Carl, der uundgåeligt må blive en klassisker.

I Da Carl blev rasende skal Carl have besøg af sin bedste ven, Fanny, som vi lærte at kende i den første bog om Carl. Carl glæder sig, som kun et barn kan gøre det, med alt hvad det også medfører af bekymringer. For Fanny er Carls ven og han vil ikke dele hende med hverken lillebror Max eller storebror Albert.

Men som vi alle ved, så kan søskende være svære at styre. Og det kommer der selvfølgelig en konflikt ud af. Men selvom Carl bliver rasende og råber, så ender det hele selvfølgelig godt. Fanny er en vaskeægte konfliktknuser i børnestørrelse og hun får igen vendt den umulige og dumme situation til noget godt.

Det fantastiske ved Jessen og Bartholins bøger om Carl er, at de på sin fin vis indfanger essensen af at være barn. Alle barndommes store og små følelser om alt fra søskende-jalousi til vrede eller umiddelbar begejstring tages i brug. Og emnet er - både i de to foregående bøger og i denne - noget alle kan nikke genkendende til.

Ida Jessen har et særligt talent når det kommer til at skrive til de små børn. Tekstmængden er perfekt afstemt. Der står lige akkurat nok på siderne. Ikke så meget, at barnet mister interessen, men alligevel så meget, at barnet heller ikke har brug for at stille en masse supplerende spørgmål, for at forstå historien.

Ida Jessens tekst og Hanne Bartholins utroligt stemningsfulde tegninger går op i en højere enhed. Man kan bare håbe, at duoen ortsætter serien ved også fremover at udgive en Carl-bog om året.

Ida Jessen og Hanne Bartholin:
Da Carl blev rasende
Høst & Søn, 36 sider
ISBN: 978-87-6382-079-0