Fler nyheter

 
Utställning
En dronning og hendes familie

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En dronning og hendes familie
Må 10 sep 2012


H.M. Dronning Margrethe II. Vi ser hende ofte affotograferet i de kulørte ugeblade, men det er sjældent vi får et blik ind bag de kostbare kronjuveler, og SER Margrethe. Gennem adskillige malerier stiller Trapholt spørgsmålet: Er det majestæten eller mennesket vi ser?

Det royale portræt som en kunstgenre var nærmest gået i glemmebogen, og havde ikke været dyrket siden 1930'erne, men efter sin tronbestigelse i 1972, genintroducerede H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen fyrsteportrættet. Men nu skulle portrætterne ikke længere fungere som en magtrepræsentation, men snarere som et forsøg på at komme ind bag facaden på de kongelige. Til dette har H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen gennem tiden inviteret adskillige nye og kontroversielle kunstnere. Her kan bl.a. nævnes Thomas Kluge, Andy Warhol, Preben Hornung og Michael Kvium, som alle har taget opgaven forskelligt på sig. Og det er der kommet nogle fantastiske malerier ud af.

Er det lykkedes, får vi et andet og mere autentisk billede af vores dronning og hendes familie? Til det må jeg svare ja, det gør vi. Maleriet kan noget fotografiet ikke kan. Som publikum går man fra udstillingen med en følelse af, at man har fået et særligt kendskab til H.M. Dronningen. Trapholt formår at give den besøgende et mere menneskeligt billede af en personlighed, som oftest er omgivet af eventyrlig mystik, kostbare smykker og smukke kjoler. Udstillingen omhandler som nævnt også H.M. Dronningens familie, så malerier af Dronning Ingrid, Prins Joachim, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary osv. er også at finde.

En dronning og hendes familie er inddelt i 5 temaer: Parløb, Almindelig?, Symboler, Passioner og Ikonisk, som alle repræsenterer forskellige værdisæt og repræsentationstyper indenfor fyrsteikonografien. Ved hvert tema hænger et banner som giver en god indførelse i temaet. En fin detalje er de royale fotografier der pryder bannerne, og som understøtter temaerne. Alle malerier har en god, velskreven og forklarende tekst. De er dog lange, men kommer ind på mange spændende detaljer omkring malerierne, og det bevirker, at alle kan være med. Den besøgende behøver ikke, at have et udførligt kendskab til hverken kunst eller kongehuset.

Man kunne tro det ville være en ensformig, og måske højtidelig udstilling når omdrejningspunktet blot er én enkelt person og dennes familie. Men tværtimod er det fascinerende, at se de mange kunstneres bidrag til portrættering af det autentiske menneske, og deres forsøg på at opretholde den royale værdighed. Nogle malerier er vellignende og flatterende, andre abstrakte og viser de mindste skønhedsfejl. Det er denne spændevidde der gør udstillingen interessant.

Afslutningsvist skal det nævnes, at En dronning og hendes familie udstillingsmæssigt er meget traditionel i sit udtryk, men Trapholt skal have den ros, at de har valgt at holde udstillingen i lilla nuancer der gør at udstillingen ikke virker klinisk og ekskluderende. Trapholt har i den grad formået at skabe en udstilling der taler til Folket.

En dronning og hendes familie kan ses på Trapholt fra den 1. september 2012 til 24. februar 2013