|
|
Hvordan får man ro i et klasseværelse fyldt med ugidelige ghetto-gangstere og plastikperkere? Anette Støvelbæk går hele vejen i Betty Nansen Teatrets nye forestilling Ondt Blod, da hun uventet får en skarpladt pistol i hænderne.
Ondt Blod indledes med Ode an die Freude, men der er ikke meget at glædes over i Fru Thomsens klasselokale: Den velmenende men forsagte lærerinde, fremragende spillet af Anette Støvelbæk, prøver desperat at banke lidt Schiller ind i hovedet på først de komplet uinteresserede elever og siden publikum, men hun drukner helt og aldeles i klassens larm, fornærmelser, mobiltelefoner og korporlige slagsmål.
Hvad der starter som alle læreres mareridt, tager dog en drejning, da en skyder lander på gulvet under endnu et håndgemæng, og det lykkes fru Thomsen at snuppe den for næsen af de målløse elever. Pludselig har hun magten, og hun er ikke bange for at bruge den. Nu skal de møgunger endelig lære noget om Schiller, scenerne skal spilles som aldrig før, med dybtfølt pathos og bukserne nede om anklerne.
Snart er det dog ikke nok med Schiller, de unge skal også lære at tale rigtigt dansk, de skal frigøre sig og de skal lære at kæmpe for sig selv. I denne proces giver fru Thomsen pistolen og dermed magten videre til Mariam. Dette fører til stykkets nok stærkeste scene, hvor den stolte Mariam (Siir Tilif), der tidligere med pistolen for tindingen nægtede at smide tørklædet, nu selv vælger at tage det af - vel at mærke for at binde en anden med det. De ellers så respektløse klassekammerater slår øjnene ned, og som publikum føler man trang til at gøre det samme.
Ondt blod rejser mange interessante og tankevækkende problematikker uden at forfalde til klicheer eller moraliseren, og salens sympati svinger frem og tilbage mellem de skræmte men oprørske unge, og lærerinden, der forvandler sig til en stadig mere racistisk og magtgal teaterinstruktør. "Hvad ser I: En skuespiller eller en perker?", spørger en af de unge undervejs, og svarer selv: "Altid en perker". Alligevel er det først, da eleverne lever sig ind i Schillers stykker, at de kan frigøre sig fra deres stereotype facader, og fremstår som menneskelige overfor både hinanden og publikum.
Hvorfor Schiller? Stykket er oprindeligt tysk, hvor det i øvrigt hedder Verrücktes Blut, altså forrykt/vanvittigt blod og ikke ondt blod som på dansk - og her er Schiller naturligvis selvskrevet. Men derudover demonstrerer de valgte scener fra Røverne og Kabale og kærlighed, hvor nært beslægtede de æresbegreber, som mange af stykkets unge har med hjemmefra, er med den tyske forfatter. At det samme gælder den danske kulturarv fremgår af de danske sange, der optræder som intermezzoer undervejs i stykket - smukkest, da Hakim (Wahid sui), der ellers taler så grimt, med klingende røst synger "Kringsat af fjender".
Der er meget mere, man kunne fremhæve ved forestillingen, men måske er det nemmere bare at opfordre til at se stykket: Ondt blod byder både på humor, spænding og dramatik, gode skuespillere - og en pistol med et endeløst arsenal af kugler. Hvad vil man mere?
Ondt blod på Betty Nansen, Edison, 8. november - 5. december 2012.
