|
|
Med Den der hvisker lyver byder Republique på et absurd psykologisk drama med strålende skuespillere, et kulsort manuskript og en selvlysende scenografi.
Udgangspunktet er sørgeligt: En ensom kvinde er død uden pårørende, og en ensom mand prøver at bilde omverden ind, at hun var hans kæreste. Det virker kynisk og beregnende, at Otto bruger den vildtfremmede døde Jenny til at manipulere sin ekskæreste, kaldet Damen, med. Men mere end noget andet er Otto en drømmer, og med Jenny har han omsider fundet den ægte kærlighed - og den vil han ikke dele med andre eller give slip på igen.
Ensomheden er det centrale tema i forestillingen, og den er så knugende, at selv når de involverede holder om hinanden, er der metervis mellem dem på scenen. Ottos løgn befrier ikke bare ham selv og Jenny fra ensomheden men giver også Damen en ny mening i livet, da hun nu har en, hun skal tage sig af og beskytte. Kvinden i kapellet, der kalder sig selv Sally, er måske den ensomste af dem alle. Den eneste, der har nok i sig selv, er Damens nye kæreste, Kongen - men ham er der også to af.
Rasmus Hougaard og Pelle Nordhøj Kann spiller nemlig Kongen som et nøje koordineret sæt tvillinger, der taler og bevæger sig synkront. Mere end noget andet, er det Kongen, der giver forestillingen det syrede, nærmest Twin Peaks-agtige islæt, især når han/de rabler herlige, lange vrøvleremser af sig. Stemningen forstærkes på fineste vis af Jennys spøgelse, der viser sig i ny og næ, og af skiftet mellem dagslys og neonoplyst mørke.
Hvad neonlyset egentlig skal til for, andet end at være en morsom effekt, bliver aldrig helt klart. Det giver dog en form for mening, da vi træder ind i det mørke kapel og ser omridset af kisten, og det fungerer rigtigt godt, da kun en lysende ring i mørket viser, at Damen aer den sørgende Otto.
Ottos løgn bliver omdrejningspunktet for stykkets tre kvinder: Rikke Lylloffs fortryllende, rødhårede spøgelse, Özlem Saglanmaks charmerende men fantasiforladte Dame og Sarah Bobergs desperate men fantasifyldte Sally. Og selvom det er ren fantasi, er Ottos sorg og forelskelse til at tage og føle på. Det siger rigtigt meget om både Nils P. Munks skuespil og om Astrid Øyes manuskript, at det fungerer så godt.
Kombinationen af den ensomhed, der næsten er banal i sin sørgelige genkendelighed, og stykkets absurde handling, der forstærkes dygtigt af Kirsten Dehlholms syrede sceneshow (inklusiv den dobbelte konge) og et soundtrack, der både indeholder Green Day, Nick Cave og adskillige jamrende katte, tilsat en håndfuld dygtige skuespillere, er særdeles effektiv. Grænserne mellem virkelighed og drøm udviskes næsten helt hen mod stykkets slutning, og der er mere end én gåde tilbage for tilskueren at løse ved tæppefald.
Den der hvisker lyver en co-produktion af Hotel Pro Forma og Republique, på Republique 10. november - 1. december 2012.
