|
|
(Foto: Gudmund Thai)
Morten Grunwald og Folketeatret har kastet sig over Samuel Becketts "Mens vi venter på Godot", og resultatet er både rørende, lidt langtrukkent og meget tro mod Beckett.
Estragon og Vladimir eller Gogo og Didi, som de kalder hinanden, er to vagabonder, der sidder midt ude i ingenting og venter på Godot - uden helt at vide hvem Godot er, hvorfor de venter på ham, hvor længe de har ventet allerede, og om de overhovedet venter det rigtige sted. Deres endeløse venten afbrydes af godsejeren Pozzo og hans slave Lucky samt af en lille dreng, der fortæller, at Godot ikke kunne nå det, men helt sikkert vil komme i morgen.
Gogo og Didi er som et gammelt ægtepar, der gang på gang gentager de samme skænderier, som hver gang ender med, at Gogo går sin vej - kun for at komme tilbage næste morgen, hvilket de begge udmærket er klar over. For at få tiden til at gå småskændes de og snakker sammen uden at lytte til hinanden, og de overvejer endda at hænge sig, men lader være af frygt for at en af dem skal overleve - alene. Deres gensidige afhængighed er total.
Jesper Lohmanns Vladimir er helt i Becketts ånd: den intellektuelle, følsomme vagabond med den blide, tøvende stemme og det usikkert famlende kropssprog. Hele hans fremførelse har en smidig musikalitet. I kontrast virker Jesper Asholts jordbundne Estragon lidt unuanceret, og i længden bliver det svært at abstrahere fra, at denne Gogo taler så jysk. Måske fordi det giver en fornemmelse af tid og sted, som virker komplet malplaceret i dette univers af endeløs tid- og stedløshed. På den anden side skal det jyske måske, i overensstemmelse med den klassiske kliché, understrege Gogos åndløshed.
Deres venten afbrydes kortvarigt af Pozzo, der fejer ind over scenen trukket af sin slave, Lucky. Stig Rossen er et fund som Pozzo i sin kombination af total magtbrynde og en slags barnlig og latterlig hjælpeløshed. Kontrasten, den tavse, kuede og tungt læssede Lucky, hvis sammenkrummede holdning er et billede på total underkastelse, spilles af Søren Bang Jensen. Hans rablende monolog, udført i en imponerende energiudladning, førte fortjent til spontan applaus fra publikum til premieren.
Morten Grunwald, der tidligere selv har stået på scenen i Mens vi venter på Godot, er lidt af en Beckett-kender, og hans scenografi og instruktion er helt igennem tro mod Becketts egne forestillinger og anvisninger. Til tider formår Beckett næsten at sætte tiden i stå med de mange lange og korte pauser, han har noteret i manuskriptet. Disse har Grunwald fulgt til punkt og prikke, og mens det på den ene side fremmaner Becketts poetisk-absurde verden, gør det på den anden side også, at stykkets 2 ½ timer indimellem - trods morsomme indslag som den herlige hattebytningsscene - føles lidt for lange.
Mens vi venter på Godot
Folketeatret (på turné)
Se spilleplan
