Fler nyheter

 
Litteratur
De små dyrs verden

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
De små dyrs verden
Ti 18 jun 2013

"De små dyrs verden" er en slags leksikon for børn med naturhistorier, sjove facts og forsøg, børnene selv kan lave i naturen. Teksten og de flotte tegninger er lavet af Jakob Sunesen, som både er grafiker og naturkender. Bogen kan give mange timers underholdning for ethvert naturinteresseret barn og giver gode forklaringer på de ting, vi kan opleve i naturen.

De små dyrs verden er et naturvidenskabeligt værk på linje med et leksikon, men skrevet for børn i et sprog, de kan forstå. Bogen giver svar på mange af de spørgsmål, der opstår over ting, man kan se i naturen og hjemme hos sig selv. Hvorfor kommer der myrer ind i huset?, hvorfor gnaver hvepse i træ, hvorfor tisser mariehøns på mennesker? Osv.

Siderne i bogen er opbygget af flere dele. De grønne bokse handler om den familie eller gruppe, dyrene hører til. De gule bokse handler om forsøg, børnene selv kan lave enten alene eller sammen med en voksen. På de forskellige sider kan man også finde symboler, som viser, om de enkelte dyr er dag- eller nataktive, om de bider eller stikker, hvad de spiser osv.

På side 146 er der samlet en række forklaringer på ord, der forekommer i teksterne, og som måske ikke er umiddelbart forståelige for alle såsom f.eks. "dvale" eller "nektar".

Bogen er fyldt med spændende information om, hvordan edderkopper parrer sig, hvordan stikmyren og blåfuglen samarbejder, hvordan man ser forskel på en rød skovsnegl og en dræbersnegl og meget mere.

Det bedste er næsten alle de aktiviteter, læseren opfordres til at foretage, for det er altid mere spændende selv at være med og se tingene på første hånd, frem for bare at læse om dem i bogen.

Bogen indeholder en række spændende forklaringer og informationer, som det ikke er alle, der kender. Den er pædagogisk skrevet med mange flotte billeder og tegninger, og der er nok til mange timers underholdning, ikke mindst hvis man foretager alle de aktiviteter, der beskrives i de gule firkanter i bogen.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Jakob Sunesen: De små dyrs verden
Gyldendal, 152 sider
ISBN: 9788702072112