Fler nyheter

 
Musik
Nøhr'sk refleksion

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nøhr'sk refleksion
To 21 nov 2013

"Retursekund" er angiveligt det øjeblik, hvori man via en nærdødsoplevelse ser sit liv passere revy. Undertegnede har ikke behov for at se nogen som helst revy, men glæder sig derimod til at opleve Rasmus Nøhr live, når han turnerer med "Retursekund".

"If it isn't broke, don't fix it", en lommefilosofisk og tenderende til pladder-psykologisk læresætning, der dog også holder ind i mellem. For dette er mere eller mindre, hvad Rasmus Nøhr har gjort på en efterhånden god håndfuld udgivelser. Ikke et ondt ord om ovenstående hvis tingene holder, uanset hvem man er eller hvad man laver. I dette tilfælde kan undertegnede kun være begejstret - intet mindre, for Rasmus Nøhr har ikke lavet det store om, men er ej heller forblevet i samme rille. Der er ingen anklager rettet mod hans tidligere udgivelser, men her er det bare en smule anderledes og så alligevel ikke helt, men på en god måde.

Pladen er, som titlen antyder, reflekterende flere steder, og især titelsangen kommer ind under huden efter ganske få lytninger, og på "Retursekund" kan du risikere selv at komme til at spekulere. Allerede åbningsnummeret "Tror du vi ku'?" er iørefaldende og Nøhr'sk, som det han er god til, dog er stilen en anelse mere melankolsk end sædvanligt, og det gør ingenting.

"Lille Pige" og "Ikke et ord om månen" virker ikke rigtig på denne anmelder, og begge numre synes desværre at stå en smule stille, men allerede på "Lillesøster" kører det igen. Nummeret er glimrende melodisk og trist med flot instrumentering og et godt, men uventet, take-down-stykke i sangens sidste halvdel. Noget i samme stil, dog med lidt mere noir inde over, er "Hvad er det du gør, kom herover og gør det". Tempoet er nede, og Rasmus Nøhr er taget et skridt nærmere soul.

En smule mere op i tempo og stadig med et tilbagelænet, soul-agtigt groove er "Hvad Havet Tog Med". Der er en snert af støv på dette nummer, og det klæder det godt. Et af flere åbenlyse hits på Retursekund er "Pigerne i Køkkenet"; det svinger og stemningen er god, stadig pudsigt melankolsk og handler om (noget) af livet. Men det er rigtig, rigtig godt skruet sammen, historien er god, og der bør danses til her.

Også uden at kende nummeret "Lige nu og lige her" på forhånd, ville jeg have spået det til at være et sikkert hit. Nummeret er tidligere udgivet på opsamlingen Samleset. Genindspilningen er markant anderledes og efter den første undren over den nye udgave må jeg medgive, at denne er om ikke bedre, så mindst lige så god. Teksten er den samme, men udtrykket er ændret til et nyt nummer - udtrykket er mere tilbagetrukket og en smule sørgeligt, og temponet skruet en anelse ned i forhold til originalen. Efter et ar gennemlytninger ændrer det dog intet ved at "Lige nu og lige her" (stadig) er et fremragende nummer.

Der har tidligere været en form for "fjollet aura" omkring Rasmus Nøhr. Dette er efter min bedste overbevisning en misforståelse, og denne bør være helt væk med Retursekund, både i tekster og udtryk. På Retursekund er Rasmus Nøhr blevet mere alvorlig og eftertænksom, og det klæder både ham og musikken. Det er som altid, nærmest forudsigeligt, velskrevet og groovy. Det fungerer upåklageligt.

Rasmus Nøhr, Retursekund, får 5 stjerner og er ude nu på Mermaid Records.

Dertil kan han velfortjent grine hele vejen på sin igangværende danmarksturné, for han har endnu engang lavet en god plade og for gud ved hvilken gang gjort det, han føler for og har lyst til. Mens han forhåbentlig fortsætter længe endnu, må "smagsdommerne" i diverse sociale mediers kommentarspor fortsætte med deres bedrevidenhed, påtagede "retfærdighedssans" og ligegyldige meninger om dette og hint. Det er for nemt og for dumt kun at spille klog og smart, mens man gemmer sig bag tåbelige synonymer.

Rasmus Nøhr: Retursekund
Udgivet på Mermaid Records