Fler nyheter

 
Litteratur
Døde drenge kan ikke sms'e

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Døde drenge kan ikke sms'e
Fr 31 jan 2014

Eller kan de? Forfatter Mette Finderup og børn fra forskellige 4. og 5. klasser har i tæt samarbejde skabt seks uhyggelige noveller om skumle huse, zombier, spøgelser og meget andet blodigt, og resultatet er slet ikke så tosset.

I forbindelse med fortællefestivalen "Ord over Svendborg" fik børn fra seks 4. og 5. klasser lov til at komme med deres bud på uhyggelige gyserhistorier. Mette Finderup var ansvarlig for projektet, og én grundregel gjorde sig gældende: Klassen skulle trække tre tilfældige ord, og disse skulle være vigtige elementer i historierne. Loyal mod børnenes ideer, havde Mette Finderup efterfølgende til opgave at skrive selve novellerne. Slutresultatet blev bogen Døde drenge kan ikke sms'e - og andre klamme historier.

Døde drenge kan ikke sms'e - og andre klamme historier er en bog til de store børn, der selv kan læse. Novellerne har en passende længde, og tør man give sig i kast med historier om en lejrleder, der vil save sin egen arm af, spøgelser, en sms fra en afdød, spejle der viser ting, man helst ikke vil se, zombier og en hund, der er lidt for god til at finde ben i skoven, så er denne bog et oplagt valg.

"Der stod en sær, skæv skikkelse derude. Den havde en laset skjorte og hullede bukser på. Huden hang på arme og kinder som stearin, der løber ned ad siden på et lys, og munden hang sært åben. I den ene hånd holdt skikkelsen en rusten økse, der lignede den, Dennis og Kenny havde brugt til at ødelæge Thomas' gravsten med."

Det er ingen sag for en erfaren børnebogsforfatter som Mette Finderup at renskrive de sydfynske børns ideer. Selvom børnenes fantasi ikke har ladet sig begrænse (og heldigvis for det!), og børnene ikke har taget hensyn til hverken sarte sjæle eller lykkelige slutninger, er Døde drenge kan ikke sms'e - og andre klamme historier malende og overbevisende godt skrevet. Mette Finderup har formået at tage børnenes makabre ideer til sig og på lyrisk vis skildre de blodige og makabre passager.

De ord, Svendborgbørnene kunne trække, står alle listet op bagerst i bogen, og Mette Finderup opfordrer dermed de unge læsere til at gøre projektet efter og selv skrive deres egne gyserhistorier. En opfordring, denne anmelder håber, unge mennesker vil tage til sig, så der kan komme endnu flere fantasifulde gys frem.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Mette Finderup: Døde drenge kan ikke sms'e - og andre klamme historier
Gyldendal, 126 sider
ISBN: 978-87-02-14144-3