Fler nyheter

 
Teater
Vi boller for lidt!

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Vi boller for lidt!
Ti 25 feb 2014


(Foto: Palle Peter Skov)

Flere undersøgelser viser, at der ikke sker meget under dynerne efter lyset er blevet slukket i soveværelset. Vi boller simpelthen for lidt! Mungo Park Kolding sætter fokus på danskernes manglende knalderi i deres nye forestilling, "Elle Belle Bolle".

Fire venner tager på telttur langt ude i skoven for at redde deres parforhold. De ved godt, hvad der er gået galt: De dyrker ikke længere sex. Og det er ikke fordi de ikke har lyst, bliver de fire venner enige om omkring lejrbålet. Næ, lysten er der såmænd, men vejen til soveværelset er som et minefelt fyldt af undskyldninger. Men hvorfor er det så svært med det der sex, hvis de godt kan lide hinanden?

Elle Belle Bolle refererer til Bent H. Claëssons Elle-Belle-Bolle Bog fra 1973. Bogen var skrevet til børn og gjorde op med datidens "pakken ind og snakken udenom-seksualvejledning". Elle-Belle-Bolle Bogen var direkte i sit sprog og billeder og skulle sikre børn et naturligt syn på sex. Børnene fra 1970'erne er nu vokset op, men tingene er med tiden atter blevet pakket godt ind, og der bliver igen snakket udenom. Derfor tager de fire venner ud i naturen med Elle-Belle-Bolle Bogen i rygsækken; man burde da kunne snakke om det.

Gennem en blanding af skuespil, fakta og dramatisering af sider fra Elle-Belle-Bolle Bogen sætter Elle Belle Bolle fokus på samfundets modsætningsfyldte syn på sex, der på en og samme tid er præget af en stigende pornoficering og puritanisme. De genkendelige problematikker, der kan opstå, når lyst og hverdagens trivialiteter skal gå op i en højere enhed, bliver umådeligt humoristisk gengivet af forestillingens fire fænomenale skuespillere. Til tider er Elle Belle Bolle så hylende morsom, at tårerne triller ned af kinderne. Især fortjener den fine reference til Dirch Passers Fingernummer, om end i en noget nyfortolket da-dada-da-udgave stor ros - det er ganske enkelt genialt.

I Elle Belle Bolle bliver en pik kaldt en pik, og en kusse en kusse. Det er befriende, men vi bliver aldrig rigtig forargede. Det er lidt en skam, da emnet og dets problematikker er yderst interessante og åbner op for muligheden for virkelig at undersøge, hvor langt vi er kommet siden 70'erne. Desværre skubber Elle Belle Bolle ikke til vores grænser, Mungo Park Kolding kunne roligt have givet den et nøk mere og vippet os lidt ud over kanten. De dygtige skuespillere har i forvejen et solidt greb i os - de ville ikke have givet slip og tabt os.

Elle Belle Bolle kommer fint igennem med sit budskab. Det kan diskuteres, hvorvidt det skal tage 2 timer og 10 min., men undertegnede tror bestemt, der er flere publikummer der vil tage hjem og nøje overveje, om der ikke skal ryddes nogle miner.

Elle Belle Bolle
Mungo Park Kolding
Se spilleplan