Fler nyheter

 
Litteratur
Kay Bojesen - Linjen skal smile

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kay Bojesen - Linjen skal smile
Fr 18 jul 2014

Kender du Kay? Nej, sikkert ikke - men du kender i hvert fald hans abe. Og den hedder faktisk også Kay, opkaldt efter sin far, sin skaber: ham de kalder Danmarks legeonkel, Kay Bojesen. Sammen med efterkommere af den danske kunster har Lars Hedebo Olsen skrevet en mesterlig bog om Bojesen og hans kulturpolitiske samtid. Læs den og bliv klogere.

Danmark er verdensberømt for sit design og sin brugskunst. Det er ikke uden berettigelse. I år tager vi lige en tur med Kay Bojesen - Sophienholm udstiller (nogle af) hans værker under titlen Linjen skal smile, og Gyldendal udgiver en kombineret biografi og kronologisk baggrund for tilblivelsen af hans flere tusinde værker under samme titel.

Hvor er der meget, tænker man ved første gennembladring af bogen. Dens utallige billeder og illustrationer indbyder indledningsvist til sporadisk læsning dér hvor øjet fanger en genstand, man kender eller instinktivt kan beundre.

Men så fanger teksten. I første omgang blot billedteksten, der er omhyggelig og fuld af informationer. Man bliver nysgerrig på historien bag bestikket, garnnøgleholderen, den lidt atypiske kugleramme eller trælegetøj til børn, man ikke før har set, men oprigtigt ønsker sig til sine poder.

Og hér bliver man ikke skuffet. Lars Hedebo Olsen har skrevet det hele ned: de historiske rammer, placeringen i fortid, nutid og fremtid samt hvor det er muligt: hvad Kay Bojesen selv tænkte om værk, samarbejdspartner eller producent. Det er formidabelt, hvad forfatteren har samlet af information og viden om så betydningsfuld en dansk kunstner. Tak til kunstneres arvinger for at dele scrapbøger og materiale.

Ja, efter endt læsning nærmest fornærmes man over betegnelsen 'Danmarks legeonkel', eller man irriteres over, at Kay primært er kendt for aben. Mest præcis er en af kapitlernes underoverskrifter 'Multikunstneren Bojesen'. Det skal forstås meget bredt - han mestrede både sølv, stål, træ, porcelæn og papir, men forfaldt aldrig til plastik. Desuden deltog han aktivt i debatten om ophavsrettigheder for kunst og brugskunst, han stod bag 'Den Permanente' og demonstrerede, hvordan kunst og købmandskab er foreneligt.

For selvom Kay Bojesens trælegetøj er en kostelig affære, holder det længe og kan således vise sig at blive en billig fornøjelse - i længden.

Titel: Kay Bojesen: Linjen skal smile
Forfatter: Lars Hedebo Olsen
Forlag: Gyldendal
ISBN 9788702158397
216 sider