|
|
(Foto: Kaare Viemose)
Den Jyske Opera opsætter operaen "Don Quichotte" for første gang i Danmark. Historien om den lidt underlige, men meget idealistiske ridder, der tror på retfærdighed og det gode i mennesket, skuffer lidt i den kendte scene med slaget mod vindmøllerne, men overrasker til gengæld positivt i den drømmeagtige slutscene.
Operaen Don Quichotte af Jules Massenet er bygget over den spanske roman af samme navn skrevet af Miguel de Cervantes. I historien er der tre hovedpersoner: den virkelighedsfjerne idealist Don Quichotte (James Johnson), hans trofaste og jordbundne væbner Sancho Panza (Olafur Sigurdarson) og den skønne Dulcinea (Viktoria Vizin), som Don Quichotte udsigtsløst efterstræber. Ridderen Don Quichotte latterliggøres af sin samtid på grund af sine vrangforestillinger og gammeldags ideer og idealer. Figuren personificerer imidlertid dyder som ære, retskaffenhed, empati og ridderlighed, som gør, at Don Quichotte ikke bare kan afskrives som en simpel tosse. Sancho Panza hjælper i første omgang ridderen, fordi det er hans arbejde, og han får penge for det. Forholdet udvikler sig efterhånden til et venskab, hvor Sancho tager Don Quichotte i forsvar, og til sidst opfatter Sancho Don Quichotte som sin helt og kan ikke holde ud, at Dulcinea afviser ridderens frieri og gør ham til grin for alle de tilstedeværende. Dulcinea er i det oprindelige forlæg en bondepige, som kun er køn i Don Quichottes øjne. I operaen er Dulcinea en underskøn pige med hele fire bejlere. Hun afviser Don Quichottes frieri med den begrundelse, at hun ikke kan være tro mod en og ikke ønsker at såre ham ved at udsætte ham for sin utroskab. Handlingen i Jyske Operas opsætning er forlagt til 1950'erne, uden at man helt kan se, hvad den tidsmæssige ændring tilfører handlingen, udover at man kan have en kørestol og en cykel med på scenen.
James Johnson slår først og fremmest publikum med sit overbevisende karakterskuespil. Han spiller og synger som en ædel gammel mand og understreger dermed Don Quichottes personlighed. Forestillingens mest markante medvirkende var uden sammenligning Olafur Sigurdarson. Ikke blot har han nogle vidunderlige arier, hvor især hans forsvar af ridderen mod pøblen i slutningen af 4. akt er uforglemmelig. Han forstår også at spille rollen, så de morsomme situationer kommer frem; dette ses især ved hans kluntede måde at flygte fra røverne på i 3. akt. Viktoria Vizin synger rollen som Dulcinea rigtigt flot og klangfuldt, men hendes skuespiltalent kommer til kort sammenlignet med de to andre.
Når man siger Don Quichotte, siger man også kamp mod vindmøller. I alle andre udgaver af Don Quichotte involverer denne "kamp" at ridderen sidder fast i vingen og slynges med rundt på vindmøllen. I denne forestilling nøjes ridderen med at true af vindmøllen med sit spyd, og det er for at sige det lige ud en temmelig flad fornemmelse. Uden at afsløre for meget, betyder den fantastiske, drømmeagtige slutning, med mindst en overraskende tilstedeværelse på scenen, at meget bliver tilgivet, også den lidt skuffende vindmøllescene.
James Johnson bærer rollen som Don Quichotte helt hjem. Det er nemt at fornemme den gamle følsomme mand med det ædle sind, fordi rollen spilles så godt. Når det er sagt, giver forestillingen ikke nogen særlig indsigt i eller forståelse for Don Quichottes bevæggrunde for at leve som han gør. Det man tager med sig hjem fra forestillingen er ikke så meget den romantiske historie, men indtrykket af det ubrydelige venskab mellem Don Quichotte og Sancho Panza samt et budskab om, at ridderligheden lever og handler mere om en nobel tankegang end om rustning og hest.
Don Quichotte
Den Jyske Opera, Musikhuset Aarhus
17.-27. august 2014
