|
|
Med "Forhud" tegner Tomas Lagermand Lundme et billede af en svag dreng, der savner en tid med nærhed, men til syvende og sidst ikke formår at omfavne den, når den rent faktisk er der. Et symptom på vores tid? Det er meget muligt.
Tomas Lagermand Lundme er forfatter, billedkunstner og dramatiker - uddannet fra Teaterskolen, Gøglerskolen, Forfatterskolen og Det Kongelige Danske Kunstakademi. I sin hudløse debutroman Forhud fra 1998 befamler Lundme emner som seksualitet, kærlighed, smerte, vold og nydelse. Vi følger en unavngiven jeg-fortæller, som, med egne ord, lader sig bruge af alt og alle og kun ønsker en fuldstændig destruktiv tilbedelse af sin krop til gengæld.
Udefra er jeg'et tilskuer til sin egen stræben efter en bedre tid, hvor alle er værdige og finder værdi i tosomhed - men man skal ikke kradse ret længe i lakken, før det står klart, at den higen efter et bedre, værdigt liv vil forblive en omtåget drøm, som jeg'et ikke er i stand til at realisere eller give sig hen til. I stedet lægger jeg'et følelserne på hylden og åbner sin krop for far nummer 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 et cetera. Et par af søens mænd, der er på orlov, får sig også lige "et par kraftige kølleomgange på karrusellen". Det samme gør "babyen", og "en røv syg bonde med hang til uniform og liderlighed", og så selvfølgelig "morfar":
"I baglokalet af morfars slikbutik fodres man, indtil man glemmer og lover aldrig at sige noget til nogen som helst. Der er noget forbudt over alt det slik. (..) Jeg synker en klump og beder morfar om at gøre det der lidt specielle noget han kan med sin tissemand. (..) en hemmelighed."
Fra romanens spæde start og helt til slut fremstår karakteren "Stefan" som et ømt redningsanker et sted i kulissen. Stefan-figuren forbliver det eneste udholdelige holdepunkt i skaren af mænd. En form for uskyldighed i mørket, som gang på gang frastødes af jeg'et, som på ingen måde ønsker at smitte de uskyldige. Han vil bare gerne have det overstået. Livet. Han er "fars dreng". Og farfars og alle de andres; mors lille horeunge i rendestenen; som ikke har brug for forhold og biodynamiske grønsager i urtebedet: "Skrid, hvæser jeg. "Skrid af helvedes til."
Når det kommer til stykket, er jeg'et måske ligeså meget en forfører - en manipulator til fingerspidserne - som et decideret offer. En "misbruger", der villigt giver sig hen til livet, med al den pik, begær og ekstase han kan pumpe ud af øjeblikket. Bogen har et klart queer-perspektiv, omend det ikke er decideret homo-litteratur; forstået på den måde, at jeg'et er uniformt. Det kunne for så vidt ligeså vel have drejet sig om en teenagepiges opvækst hos et vrag af en enlig mor, der villigt lader skiftende fædre få frit lejde til at stikke den ind i sin opmærksomheds- og nærhedshungrende datter. Det er bogens styrke; at kønnet ikke nødvendigvis er en afgørende faktor.
I bogens efterskrift kalder Henrik List Forhud for årtusindets mesterværk. Det er jeg ikke nødvendigvis enig i. Men det kan ikke anfægtes, at Tomas Lagermand Lundme har en spektakulær skrivestil, som på mange måder er forud for sin tid. Den er skrevet på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke havde vænnet os til at få tudet ørene fulde af pikprovokationer og usædelige verber, side op og side ned. På den måde er Forhud en ikonisk frontløber for 00'ernes strøm af frigjort litteratur. Og det er ikke uden en vis sikkerhed, at man forudser "Forhud" blive præsenteret for fremtidige 2.g gymnasieelever som provokerende samtidslitteratur, på samme måde som Michael Strunge blev det i 1980'erne og Suzanne Brøgger blev det i 1990'erne. Både Strunge og Brøgger er af flere beskrevet som symptomer af en tid. I forlængelse heraf er Lundmes roman et symptom på vores tid, hvor grænserne imellem rigtigt og forkert atter har fået nok et nyk i den forbudte retning.
Tomas Lagermand Lundme: Forhud
Forlaget Møller, 104 sider
ISBN: 9788792927231
Genudgivelse fra 2014 (oprindeligt 1998)
