Fler nyheter

 
Film
Sons of Anarchy på dvd

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Sons of Anarchy på dvd
Fr 17 okt 2014

Man skulle ikke tro, at en serie om en fredløs motorcykelklub fra Charming, Californien, ville få tårerne til at vælte frem. Men det var ikke desto mindre det, der skete for denne anmelder, da det sidste afsnit i sæson 6 nåede rulleteksterne. "Sons of Anarchy" er en tv-dramaserie skabt af Kurt Sutter på foreløbig 6 sæsoner. Den 7. og varslede sidste sæson afventes stadig. Fox- Paramount har udgivet en DVD-boks med de første 6 sæsoner.

Sons of Anarchy - eller SOA som den kaldes blandt fans - handler om en motorcykelklub, som holder til i den lille by Charming i Californien. Klubben er involveret i våbenhandel, og det fører til kamp med andre bander i området; irere, mexicanere, sorte, kinesere, nynazister. Det handler om at skabe tillid til de andre bander, men tilliden er svær at opretholde med hemmeligheder og løgne. Og når tilliden bliver brudt, gælder det om at hævne sig. Klubben føres an af præsidenten Clay Morrow (Ron Pearlman), som er utrolig god i rollen som en kold og konsekvent herre med begyndende gigt.

Inden alle kvindelige seere takker nej, skal det nævnes, at essensen af serien et familiedrama og en hæsblæsende kærlighedshistorie. Jax Teller (Charlie Hunnam), den unge vicepræsident i klubben - og eye candy i serien - bliver far i 1. sæson. Dette er det springende punkt i serien. Han forsøger at finde balancen mellem rollen som far og kærligheden til sin klub. Sønnen Abel bliver født med store komplikationer, og lægen der tager sig af ham, er Jax' gamle flamme Tara (Maggie Siff), som netop er vendt tilbage til Charming. Deres følelser blomstrer op igen. Forholdet udvikler sig gennem alle 6 sæsoner, og da de får sønnen Thomas i sæson 4, bliver Taras desperate kamp for at beskytte sønnerne mod den barske klubverden hjerteskærende.

Vi møder nogle skønne og skøre personligheder, heriblandt den irske starut Chibs (Tommy Flanagan), den noget afvigende men stærkt loyale Tig (Kim Coates) og Bobby (Mark Boone Junior), som med sin store vom og lange hår er helt elskværdig. Og til at vogte over alle mændene har vi Clays "old lady" Gemma (Katey Sagal), som er Jax' mor. Der ligger nogle dybe familiehemmeligheder begravet, som stille og roligt kommer op til overfladen. Der er en stærk broderkærlighed mellem klubmedlemmerne, og der er ikke noget galt med kram, kindkys og kage i denne klub af testosteron.

Serien har, som alle serier, en række urealistiske træk. For eksempel at der er utroligt mange der dør, uden at verden udenom tilsyneladende reagerer. ATF og FBI er selvfølgelig undervejs efter sønnerne, men de kan tilsyneladende aldrig finde fældende beviser. Og i 6. sæson er det, som om alle karaktererne pludselig bliver lidt dummere end normalt, sådan at handlingen kan tage en uventet drejning. Men ingen spoilers her. Man kan også diskutere, om det er et romantiseret billede af rockerverdenen, men undertegnede lader sig ikke forstyrre af, at serien er bygget op om en række stridspunkter, som holder én til ilden igennem alle 6 sæsoner. Så mangler du underholdning til efterårets regnvejrsdage, kan det anbefales at køre med motorbierne rundt i Charming.

Sons of Anarchy, sæson 1-6
Ude på dvd fra Fox/Paramount