Gregorian er et særpræget koncept. Den tyske gruppe har siden 1999 taget moderne rock- og popnumre og lavet dem om til gregoriansk munkesang med moderne instrumenter i baggrunden. De er nu taget på turné med deres seneste album "Winter Chants". Der er et afdæmpet sceneshow, men kan man lide deres musik, er det en fantastisk oplevelse med bragende bifald efter hvert nummer.
Gregorian har lavet en række album med deres fortolkninger af kendte rock- og popnumre samt et album med julenumre Christmas Chants. Det sidste bygger de her videre på med Winter Chants, som også er en række julesange - sange der synges ufatteligt smukt, hvor især Amelia Brightman, gruppens kvindelige solist, kan folde sig ud og levere en række fantastiske sange støttet af de mandlige stemmer, der byder på et enormt spænd i deres præstationer, lige fra de lyse vokaler til de dybe bastoner.
Selvom Gregorian turnerer med deres seneste album, opfører de også en række af deres allerbedste tidligere numre, som passer ind med de nye julenumres stil, så de ender op med en meget sammenhængende setliste. Det er en fornøjelse at høre de kendte numre live, men de nye numre med "Ave Maria" i front, men også "Hallelujah" og "Jubilee" overstråler klassikkerne og gør denne liveopførelse til en helt fantastisk oplevelse
Gregorian leverer normalt et spektakulært sceneshow med lys og farver i baggrunden, mens gruppen iklædt munkekutter går rundt på scenen. Med Winter Chants er der skåret ned på showet for at give mere fokus på musikken. Det passer rigtigt godt til den mindre scene i Musikhuset og giver en mere intim koncert.
Grrgorian gav koncert i Musikhuset Aarhus 3. december 2014