Fler nyheter

 
Teater
The Citizen

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
The Citizen
Ti 11 mar 2003

- Bladkonge med indbygget undergang

Inspirationens fødekæde fra Orson Welles til i dag er repræsenteret både i Cinemateket og på teater Plan B, der viser det, de kalder 'verdens første tabloidopera': The Citizen. Musik-teaterstykket bygger på film klassikeren Citizen Kane fra 1941, som også er udgangspunkt for Cinematekets tema i marts - The Kane Connection om film før og efter Welles debut.

I Chris Jordans tabloidopera, 'The Citizen', slås vendingen: "Gossip makes the world go round" med sit ideologiske modstykke "love makes the world go round". Et antal sensations-journalister og en magtliderlig bladkonge med indbygget undergang er samlet på bladet The Citizen for at afdække de menneskelige tragedier, der måtte rydde forsiderne i første halvdel af forrige århundrede.

Gossip-tilhængerne snører, charmerer og truer sig til historierne, smukt personificeret i Jimmy Jørgensens allestedsnærværende, lyssky kriminalreporter Milton "the killer" Miller. Grim, men alligevel tiltrækkende. Ækel, men fascinerende i sit væsen. Jimmy Jørgensen fortjener opmærksomheden ikke blot for sin karakter, men også fordi han kan synge. Det kan Anders W. Berthelsen ikke. Hans i forvejen svært balancerende rolle som idealisten og bladkongens tidligere hjerteven Truman Knight indeholder nogle solopartier, der skal nuancere billedet af en kærlighedshungrende og depraveret ung mand, men Berthelsens sangstemme efterlader publikum med en fad fornemmelse af debut.

Orson på dansk
The Citizen er en erklæret hyldest til Orson Welles' film Citizen Kane, der var den kun 26årige Welles debut med sig selv i hovedrollen. På teater Plan B er det André Lundemann, der træder i den herostratiske rolle som bladkongen - ikke Kane, men King. Lundemann synger, så svedperlerne springer, og han gør det godt! Særligt duoerne med Djana Vallespir berettiger den valgte musikalske dramatisering.

Tabloidopera. Musikteater. Citizen Kane - og alligevel ikke. Der er lidt for mange ubekendte i Plan B's satsning, og da den grundlæggende forventning om, at de, der skulle synge, kan synge, ikke blev opfyldt, ender det, der skulle have været "the guiding light - your world in black and white" mere grumset end skønt er.

Se hvor forestillingen også bliver vist på KultuNaut