Fler nyheter

 
Teater
Alle Hans Gerninger

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Alle Hans Gerninger
Ti 1 apr 2003

Gud er død, og dramatiker Peter Asmussen bekender sig derfor til meningsløsheden som menneskets grundvilkår. Og det ses af hans teaterstykker, der er befolket af ikke-eksistens. Urpremieren på Alle Hans Gerninger, Husets Teater, tegner i flash back konturerne af et liv, levet på sidelinjen af de virkelige essenser: kærlighed, familie og troskab.

Småpsykopaten Frans begår selvmord som en slags realkommentar til et ophold på landet med sin ekskones nye familie, hans egen halvpædofile far og den tidligere svigermor - et sexhungrende, sminket lig. Hanner og hunner på kryds og tværs kan hverken nå hinanden eller den kerne, som skulle samle foretagendet: naturlig, sund kærlighed. Selv den uskyldige manifestation af kærlighedsmødet omtales konsekvent 'hvem-som-helst-bare-et-barn'.

Scenen er sat - vi er ingen steder og alle steder og indsat som betragtere af situationen, en moderne voyeur. Jens Jørn Spottag er vores suicidale dukkefører og 'manden, der kalder sig selv jeg'. En vending, der gør sig bemærket for både det irriterende og prætentiøse, men dog alligevel formår at understrege den dramatisk-verbale skildring af generations- og trekantsdramaer med udeladte klimakser. Karaktererne fængsler ikke, fordi de er fascinerende, men fordi de er. Mennesker.

Bekendelsen til meningsløsheden er samtidigt en bekendelse til det umoralske, og derfor bliver "Alle Hans Gerninger" også morsom midt i al den mislykkede kommunikation. Rammefortællingen om de to bedemænd, der kortlægger døden, kunne have været blasfemisk i sin drilagtigt ceremonielle stil. Men religion er udskiftet med mytologi og anstændighed med hudløshed, så voyeurerne får sig et godt grin i stedet.

Mytologisk er det tallet tre, der går igen - trekantsdramaer, tre rum at leve de sidste timer af sit liv i og tre grunde til døden, livet og kærligheden, der remses op. Hudløs og nøgen er Frans, da han møder sit endeligt i den blå, blå verden uden himmel, som bogstaveligt talt dumper ned over publikum. Christian Friedländer har skabt en hårdtslående scenografi, der rækker ud over meningsløsheden ved i sin originalitet at overraske os - vi, der troede, at vi havde set alt.

Og hvad så? "Jeg spørger helst, mit kald er ej at svare", runger det i baghovedet. Peter Asmussen må have lært noget af nogen. Manden, der kaldte sig Ibsen, måske?