CaféTeatret frem til den. 17. maj 2003
Hvad er det, Mikkel Hede vil fortælle os med sin 'Sexklub Danmark'? Er det, at kærligheden kan leve under selv de trangeste kår? Eller at mange af os er så fucking forkvaklede, at vi kommer til at forveksle opmærksomhed, sex og kærlighed? Portrættet af en nation, der lader sig nøje med sidegadernes falske lir og relationernes bedrag, tager hurtigt livet af fantasien og overlader publikum til klicheerne
Det er sgu' et pænt dansk, de taler i forestillingen Sexklub Danmark - og det giver publikum et alvorligt problem med til fulde at forstå og genkende de skæbner fra samfundets bund stykket portrætterer. Rekvisitterne er ellers i orden. Vi befinder os i en skummel kælder af lyssky business, hvor porno, dildoer og kondomer er hverdag for ansatte og gæster. Og det er de samme gæster, vi ser ved hvert tæppefald.
Stereotyperne er på plads; den ensomme og hårdhudede politiabe, som automatisk indtager hierarkiets top, den hjemløse sut, forstædernes 'pæne' familiefar, skrankeluderen og så hende, der skulle være hele forestillingens joker - Lisbeth Wulff i rollen som kamæleon-kvinden Jette, der som alle vi andre består af lige dele luder og Madonna, men udlever det uden sans for en mulig kombinationsmodel!
Julen er den patetiske kulisse for scenariet. Ingen har succes på familiefronten, og det overfladisk trygge i at dele netop den 24. december med andre giver sig alligevel udslag i angsten for det fremmede. Så alle er tilbage i sexklubben, hvor nogen dør og andre finder sammen - hverken overraskende eller rørende, og spørgsmålet om stykkets egentlige budskab bliver presserende. Hvad var det lige, vi skulle tænke over?
