Fler nyheter

 
Teater
La bohème - en stjerneaften

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
La bohème - en stjerneaften
Fr 22 aug 2003

Aviserne og andre medier har den sidste uge flydt over med omtale af Den Jyske Operas opførelse af La bohème i Århus Musikhus. Verdensstjernerne Angela Gheorghiu og Roberto Alagna havde hovedrollerne som Rodolfo og Mimi i Pucinis opera. Der er tale om den største satsning endnu fra Den Jyske Opera og resultatet var en flot opsætning, hvor især stemmerne fra alle de medvirkerne løftede denne opera op over standarden for hvad der normalt sættes op i Danmark.

Angela Gheorghiu og Roberto Alagnas stemmer var i særklasse, men de havde naturligvis også de partier hvor de for alvor kom til deres ret og demonstrerede at de med deres sang kunne mere end fylde hele salen. Når Roberto Alagnas synger den smukkeste arie fra La bohème, Che gelida manina (så kold den lille hånd er), gyser det gennem kroppen, så man er helt opslugt. Man ønsker det ville vare for evigt, da en så smuk sang, sunget af en så stor stemme er en fantastisk oplevelse, som publikum tog til sig med stort bifald. De to stjerner klarer også på flot vis skiftet fra de første to muntre akter med sød og munter fremførelse til den sørgelige slutning, hvor den triste og desperate stemning emmer ud fra scenen.

De øvrige medvirkende, som alle var danske kapaciteter med internationale gennembrud bag sig, stod dog ikke tilbage for aftenens hovedpersoner og leverede næsten lige så flotte præstationer, hvor især Bo Skovhus som maleren Marcello imponerede med både flot skuespil og sang.

Sceneopsætningen er beskeden, nærmest for kulisseagtig, hvilket fortsætter gennem hele forestillingen. Det er synd, netop når der er lagt an til en så flot musikalsk opsætning, måtte rammerne gerne leve helt sangen og musikken. Kostymer og scenografien er dog i topklasse, hvilket især ses i 2. akt der foregår i det parisiske latinerkvarter. Scenen er fyldt til bristepunktet med børn, gadehandlere og andet godtfolk og skaber en flot ramme om dette akt, der slutter af med et imponerende vagtskifte.

Ses forestillingen som en helhed ligger der fra Pucinis hånd en god historie som starter muntert, men slutter så sørgeligt, med flotte sange undervejs og flere spil mellem hovedpersonerne. Sangerne fylder rollerne flot ud og skaber en meget helstøbt forestilling på trods af den lidt for beskedne sceneopsætning.På grund af den massive medieomtale var forventninger meget høje, men de bliver også indfriet for operaelskere der kan høre at denne forestilling er ud over det sædvanlige. Hører man ikke til denne passionerede gruppe, er billetpriser begyndende ved 450 kr. nok i overkanten.