Homers Odyssé fra 700-året inden Jesu fødsel er et virvar af krig, fortryllelse, ud- og hjemrejse og striden mellem det feminine og maskuline. Det store, græske epos om heltens ti års krig i Troja, ti års hjemrejse og den efterfølgende kamp for at finde sig selv er sat op som ballet i repremiere på Gamle Scene - og det er ikke bare en rejse udi de græske myter, men også i tiden
Mette Bødtcher danser Kalypso - nymfen, der forfører Odysseus til syv års fangenskab - i cowboybukser, bodystocking, tåspidssko og solbriller. Hun slynger fast og flirtende sine balletben om gæstesolist Lloyd Riggins, der gennem forestillingens knap tre stive timer konstant er på scenen iklædt forvirring, afklippede militærbukser og sved. Kalypso elsker at have magten over Odysseus, og det illustreres med ballettens og kropsprogets tykkeste verbaler i en moderne, danset fortolkning af det 2.700 år gamle digt.
Odysséen er en fortælling om menneskets forhold til det guddommelige og ja, måske - det guddommelige menneskelige? 18 heftige balletscener tages i brug for at knytte en ende på begyndelsen, og enten skal publikum kende historien, eller også skal de følge godt med i programmet. Alternativt kan man læne sig tilbage og tage imod sanseorgiet og konsumere forestillingen intuitivt. I hvert fald er der både kunstnerisk og emotionelt grundlag for at forstå Jean-Lucien Massot og Alexei Ratmanskys tvillinger, der i organisk parløb danser synkronisk pas de deux over sangen fra Troja og vækker mindet om krig i Odysseus. Og Peter Bo Bendixens forstyrrede, fremmede og fantastiske kyklop Polyfemos - der i Yannis Kokkos kostume passende kan omdøbes til polyfjer - udgør en værdig modstander i kampen mellem det primitive og civilisationen.
Korps de Ballet er med til at puste Odysséen op i både størrelse og omdrejninger - en nødvendig 'rekvisit' for at trække det oprindelige heksameterdigt ind på scenen i en moderne, spændstig udgave. Og hektisk må det nødvendigvis blive, når 30 års tyktflydende handling skal koges ned i en anakronistisk forståelse af fortidens følelsesregister. Flere gæster hentede, nærmest i vrede, overtøjet i garderoben og forlod teateret i pausen. Måske havde de forventet lidt mindre græsk, musisk larm eller mere - ligeledes græsk - heltemodighed? Var desertørerne blevet i stolen og havde de åbnet sindet, kunne de have føjet en oplevelse af balletten som diminutivt koordinerende følelsesudladning til deres måske foretrukne, bournonville'ske, taktfaste runddanse!
Foto: Mats Bäcker
