Fler nyheter

 
Övrigt
Brøndby velfortjent videre

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Brøndby velfortjent videre
Fr 28 nov 2003

Brøndby spillede en fabelagtig og næsten for spændende returkamp mod Schalke 04 torsdag aften. Efter nederlaget i Gelsenkirchen skulle Brøndby vinde for at gå videre i UEFA Cuppen - og det gjorde de så, ikke mindst takket være Karim Zaza.

Det var en stor dag for dansk fodbold, da Drengene fra Vestegnen i går sendte Schalke 04 ud af UEFA Cuppens anden runde. Det regnede i Brøndby, men hverken spillere eller publikum lod sig gå på af slige bagateller i Brøndbys Europa-kamp nr. 100. Allerede i 15. minut fik Mattias Jonson tilkæmpet sig et lidt tvivlsomt straffespark, som Andreas Jakobsson sparkede ind, hårdt, præcist og uden tøven. I det hele taget var 1. halvleg Brøndbys halvleg.

Tyskerne udlignede i 55. minut ved hjælp af Victor Agali, der fik skandaløst frit spil af forsvaret, selvom Per Nielsen og især Dan Anton Johansen ellers stod urokkeligt i Brøndbys forsvar og erobrede mange bolde. Morten Wieghorst var med alle vegne og snart kom Brøndby foran igen, da Mattias Jonson scorede i 70. minut efter Dan Anton Johansens skud på overliggeren.

Hermed stod det lige, så kampen fortsatte med forlænget spilletid og videre i en straffesparkskonkurrence, hvor Karim Zaza var helten over alle. Dan Anton Johansen og Sven Vermant scorede hver især, så det så farligt ud, da Andreas Jakobssons missede. Hele Danmark åndede vist lettet op, da Hamit Altintop nu skød langt over målet. Thomas Kahlenberg og Peter Foldgast scorede sikkert, mens Karin Zaza tog både Matellan og Hajto og således beseglede skæbnen for Schalke 04. Ebbe Sand nåede vi aldrig at se noget til, han kom først på banen i den forlængede spilletid og afviste at deltage i straffesparkskonkurrencen; men det vil Brøndbyfans nok ikke tage deres gamle helt ilde op.

Til sammenligning spillede FC København en kedelig og uinspireret kamp, og selvom Løverne havde masser af chancer mod Mallorca, var og blev spillet for langsomt og afslutningerne for ringe. FCK startede ellers godt med chance til Zuma efter bare 7 minutter og der var faktisk et have af chancer - alligevel scorede Mallorca først, på hovedstød fra Campano, og det lykkedes først FCK at udligne 4 minutter før tid, da Martin Albrechtsen scorede. Da var det desværre for sent, og FCK måtte hermed sige farvel til UEFA-Cuppen.